Jeg tar Dit Billed frem, at dæmpe Qualer;
Ak, kun Din fagre Skygge, Caroline!
Men dette Smiil og disse Træk er Dine;
Den høie Kjærlighed her stille taler.
Og Dine Breve, naar mig Aanden daler,
De gir mig atter Mod og slynge sine
Kjærlige Tanker styrkende i mine,
Og i en dunkel Sky mig Himlen maler.
Saameget skjænker Du mig fra det Fjerne.
Du er det lyse Skjær i mine Dage,
Og i min Nat Du er den høie Stjerne.
Naar kommer Du mig nærmere, Du Hulde?
Og fylder Savnet for den Længselsfulde?
O al min Glæde er en stille Klage!