Emil Aarestrup (1800–56)

Kan man vel synge muntert nok,

Omsuust af Vinens Purpurfloder,

I unge, smukke Damers Flok,

Ved Siden af en lystig Broder?

Er Visen fri og uden Tvang,

Saa stemmer den med Glassets Klang.

Man møder rundt om Bordets Bred

Saa søde Smiil, saa kjælne Blikke,

At man forstyrret neppe veed,

Hvis Skaal det er, man først skal drikke.

Dog hisset paa sin Hædersplads

Sees Gutten med det fyldte Glas.

Han er en dannis Ungersvend,

Som vi ei kunne nok berømme,

Foruden det, vor Hjertensven,

For hvem tilbunds vi Flasken tømme;

Han elsker som han kan og maa,

Med gode, hele Strømper paa.

Andreas! denne Dag er Din;

Gud være priist for slige Dage,

Men ogsaa Du, som gav os Viin,

Og denne store Krandsekage,

O ædle Ven, til Minde om

Den Stund, da Du til Verden kom.

Klingklang! nu stød dit Glas mod mit!

Ved ærlig Jubel Visen ender:

Vor Clausen leve høit og frit!

Det ønsker alle brave Venner,

Og Damerne — hvor sød en Skaal;

Hurra! Hurra! Andreses Skaal!