„Syng Psalmerne, du liden Dreng,
I Kirken til Guds Ære;
Der skal du, ei paa grønnen Eng,
En hellig Søndag være.
Den store Klokke — hør kun til! —
Den kalder paa de Fromme;
Ifald du smutter bort, den vil
I Hælene dig komme.
Den vil af Taarnet springe ud,
Og humpe ned af Bakken,
Og, som et Himlens Straffebud,
Dig styrte over Nakken.”
Den Præken er saa tør og lang;
Den liden Dreng han gaber:
„Langt heller jeg med Fuglen sang
Derude for min Skaber!”
Han lister sig fra Kirkens Blok;
Han seer sig om saa fage:
„Den gamle Brumbas bliver nok
I Hullet paa sin Knage!”
Han ligger ved den grønne Aa
Hos Lammene og skjemter.
Da hører han en Klokke slaae —
Hum, hum, bum, bum, det klemter.
Og Klokken kommer, tung og seen,
Men som en malmsort Kjæmpe,
Der knækker Busk og løvrig Green
Og farer ei med Lempe.
Det var den liden Dreng, han tog
Saa hastig til at rende;
Han hørte, hvordan Kneblen slog;
Han turde sig ei vende.
Han hørte, hvordan Klokken rap
I Hælene ham brummed —
Først da han ind i Kirken slap,
Den vrede Lyd forstummed.
Og da han satte fromt sig ned
I Choret paa sit Sæde,
Hang Klokken paa sit gamle Sted
Og dirrede af Glæde.
Han tog til Hjerte sig den Sag;
Og vil ei mere vente
Herefter nogen Helligdag,
Til Klokken skal ham hente.
Frit efter Goethe.