Der laae saa tykt paa Gaden med Snee,
Men mørk var Himlen endnu og sort.
Mens Klangen gungred I høien Luft,
De Godtfolk strømmed fra Kirkeport.
Den gamle Birgitte, i bruun Salop,
Med Kyse paa, med Psalmbog og Stok,
Hun gik med skjøn Anna, sin Datterlil,
Fra Ottesang i den store Flok,
Og da de kom over breden Torv,
Der stod en Gaard, heel gammel og graa;
To Løver holdt over Porten et Skjold.
Foran to brændende Fakler man saae.
O Moder kjære, hvad hænger saa mørkt,
Saa sørgeligt ned for Sal og Gemak?
Hvi seer den Sveitser saa bleg og mod?
Hvi staae de Heste med sort Skaberak?
Min Datter, og veed du ei, Greven er død?
De Gjæster komme i Sørgehabit.
Der holder jo Vognen med Fløil og med Sølv
Skjøn Anna, hvi bliver dit Ansigt saa hvidt?
O Moder, Moder, jeg faaer saa ondt!
Mit Snørliv satte jeg alt for trangt.
Saa skynd dig, skynd dig! snart naae vi hjem;
Til fattige Vraa der er ei langt.
Rystende tændte den Gamle sit Lys;
Saa snørte hun op for sin Datters Barm.
O Moder, Moder, jeg er saa ør!
Jeg falder — o hold mig fast i din Arm!
Den Moder lagde sin Datter i Seng.
Fra Kirketaarnet Liigklokken lød.
Men da det blev Dag og Lyset gik ud,
Da var skjøn Anna kold og død.