Jeg kan ei synge, min Amanda tier;
Jeg kan ei frydes — o Amanda græder!
Til Sorgen sig mit Hjerte nu indvier
Med alle sine unge, friske Glæder
Nu kan ei Øiet smelte meer og funkle,
Ei Læben kysse og med Smilet lege;
Ak, thi Amandas Øine er saa dunkle,
Og hendes Læber er saa syge, blege.
Ei Tankerne kan flagre meer og ile,
De kjære Drømme mig ei finde kunne,
Thi min Amanda kan ei længer smile,
Og hun kan ei for vilde Smerter blunde.
Med Skjælven kun min Haand kan Pennen fatte,
Ned paa Papiret falde mine Taarer;
Thi hendes stakkels Hænder er saa matte,
Og Leiet hendes fine Lemmer saarer.
O gode Gud, giv hende gode Kræfter!
Lad Sundhed komme med sin røde Morgen,
Lad hende blive frisk og stærk herefter,
Saa takker jeg og priser Dig for Sorgen!