Decembermaanens Kugle
Med Skyen sig bedækker,
Og som en Streng paa Bassen
Langtude Isen knækker.
Som kyst af Døden farer
Den sorte Hest for Kanen,
Og lang og spydig hænger
En Iistap fra Altanen.
O, kan du vel forlange
Meer Stilhed, mere Øde
Til de Par Ord, som maae mig
En Dolk i Hjertet støde?
Jeg er dig ligegyldig?
En Ven, som andre? ikke? —
Jo, det er meer end lyst nok,
Jo, jeg kan see dig nikke.