Da Don Alonso fandt i
Slotshaugen, uformodet,
Og under Steenaltanen
De friske Spor af Blodet —
Og da han i de tætte,
De mørke Lokkers Skygge —
Hvad siger jeg? — de tætte,
De mørke Myrthers Skygge —
En sneehvid Skulder skimted —
En sneehvid Ganger skimted,
I Kappen han sig svøbte,
Hans Dolk, halvtrukken, glimted.
Han rørte Silkekjolen —
Hvad siger jeg? — han rørte? —
Han greb i Silkestigen,
Som til Balkonen førte.
Og mod sit Bryst han trykked
De lange, fine, runde —
Sin Mandolines Strenge,
Som ham forraade kunde.
Han skjælvede, idet han —
Idet han slyngte Armen
Omkring den marmorglatte —
Krumning af Vindveskarmen.
De dunkle Øienlaage —
Jeg taler reent i Taaget —
De dæmrende Gardiner,
De aabnede sig noget.
Og med sin Dolk i Haanden,
Og heldet over — Sjelden
Var jeg saa sælsom adspredt
Ved nogenslags Fortællen! —
Og med sin Dolk i Haanden,
Og heldet over — Dalen
Gjenlød just i det samme
Henrykt af Nattergalen —
Nei, naar dit Blik mig møder —
I hvad det skulde gjelde —
Saadan, saa langsomt hævet,
Saa kan jeg ei fortælle.