Amalie Raben
† 1832
† 1832
Den tunge Regnsky hænger over Vandet,
Og Skoven hyller sig i Taager;
Det gamle Taarn, som stirrer ud fra Landet,
Seer kun paa Søen hvide Maager,
Og intet Seil, som bringer Hjemmet atter
Den ømme Søster, fromthengivne Datter.
Forgjæves dufter Lunden, snoer sig Gangen;
Hun bryder ingen Blomster fleer.
Forgjæves venter hende Fuglesangen;
Hun hører ingen Fugle meer.
Eccho! som klang fra Skov og Borg derhjemme,
Dig lokker aldrig mere hendes Stemme.
Hvor Elven flyder under Bjergets Buer
Med Sommerslotte og med Druer,
Der hviler hun, hvor høie Popler kneise,
I Fred, træt af den tunge Reise;
Der slumrer hun, der har hun kastet Staven,
Der sover hun bag Blomsterne, i Graven.
Men hendes Aand, den kjærlige, den rige,
Den er iblandt os, den guddommelige,
Den er, hvor hun i Døden længtes hen,
Den er i Hjemmet, hos hver trofast Ven,
Hos eder, hvem hun elskte som sin Sjæl,
Hvem hendes sidste Aande bød Farvel.
Og Taaren, som i Øiet hviler,
Det tause Sprog, som Sorg kan lære,
De stille Veemodstræk hos dine Kjære,
Forstaaer din Aand, Amalie! den iler
Til vor Erindrings sørgelige Fest,
Med Haab, med Trøst, med Held — en himmelsk Gjæst!