Hun kunde ikke tale,
Qvalt var den hulde Røst;
Men mine Hænder greb hun
Og trykte til sit Bryst.
Og med ætherisk Glimren,
Vidtaabne, langsomt faldt
Paa mig de brune Øine —
Tilstod mig Alting, Alt!
„Jeg hører kun til Jorden,
Til Himlen hører du —
Døe derfor ikke, Engel,
O døe blot ikke nu!”
Men Øinene stod stille
Med deres store Blik —
Og Dødens dybe Taushed
Var alt det Svar jeg fik.