Et Løvte
Mel. Vi Sømænd gjør ei mange Ord.
Mel. Vi Sømænd gjør ei mange Ord.
I Danmark var det fordum Skik,
I Norges Klippekløfter,
Naar Hornet rundt om Bordet gik
At gjøre kjække Løvter.
/: Men Mændene, som gjorde dem,
Var, som bekjendt nok, Helte,
Der, hvor de kom i Verden frem,
Rev Sværdet strax fra Belte. :/
At ikke følge denne Skik,
Som vore Fædre kunde,
Opluet af den gode Drik,
Vi have gode Grunde;
/: Thi mangen Helt er ei blandt os,
Selv ikke i at drikke,
Og til den aabenbare Trods
Sig vil ei Tiden skikke. :/
Istedetfor da hver især
En tapper Dyst at nævne,
Der vilde være til Besvær
Og overgaae vor Evne,
/: Vi vil tilhobe, rundt om Bord,
Et fælleds Løvte gjøre,
Hinanden give kun eet Ord,
Men et, vel værd at høre. :/
Det er ei af den største Slags,
Af dem med vigtigst Mine,
Af dem, som Don Quixote strax
Vel havde gjort til sine,
/: Skjøndt mangt et artigt Ridderspil
Ved Løvtet kan forvoldes;
Thi der skal Mod og Kræfter til,
Naar det skal ærligt holdes. :/
Vi love da med Haand og Mund
— Som var det Bue Digre —
Ret aldrig meer fra denne Stund
At hykle eller smigre.
/: Thi Hykleri og Smigreri
Er Tidens værste Plage,
En Slump af Trællesind, som vi
Desværre har tilbage. :/
Det skal ei nage som en Orm
Paa Friheds Blomst i Norden,
Der, trods en mangeaarig Storm,
Har Rødder dybt i Jorden.
/: Vi vil forfriske Rod og Top
I Danmarks skjønne Dale,
Og freidigt lukke Munden op,
Hvorhelst vi end skal tale. :/
Vi vil, som vi har Løvtet gjort,
Ei smigre eller hykle,
Og altsaa nytter det ei stort,
Er vi i Nød, at trygle;
/: Med Sindighed vi derfor maae
Og mandig Kløgt os vare,
Og tale djærvt, men passe paa,
Vi kan det godt forsvare. :/