Jeg hørte det tidt,
At Lykken den flytter,
Den reiser — saa nytter
Kun Rolighed lidt.
Jeg nølede ei;
Jeg gjorde mig rede,
Paa alfare Vei
Efter Lykken at lede.
Da saae jeg en Trykken,
Et Jav og en Vrimmel,
En Støien, en Stimmel,
Men intet til Lykken.
Og fritted jeg Tingen:
Hvor findes den lettest?
Hvor søges den rettest?
Saa svarte mig Ingen.
Jeg kom til en Bro:
Naar var vel Tiden,
At Lykken drog over? — Min Tro,
For mange Aar siden.
Til en By jeg mon vinde:
Er Lykken herinde?
„Med optrukne Bomme
Vi vente dens Komme.”
Da gav jeg mig med
En Stund til at vente,
Lang Tid, før jeg rendte
Atter afsted.
Hvergang af en By
Jeg søgte at flye
Og vendte den Ryggen,
Arriveerte just Lykken.
Lad Narre paa Farten!
Hvem veed, om den er,
Naar rigtig du har den,
Umagen værd?
I Skoven jeg tog
En afsides Krog
Og bygte mig rolig
Et Ly, en Bolig.
Ved min egen Flid,
Ved mit eget Slid,
I mit Ansigts Sved,
Uden Lykken var med.
Nu, Lykke, nu find
Min Seng og min Pude;
Har du Lyst, saa kom ind,
Hvis ikke, bliv ude.
F. Rückert.