Naar fyldt af Glædens muntre Kræfter
Dit Smiil jeg blandt de Glade seer,
Skjøndt du paa mig det sødest hefter,
Mit synes det mig ikke meer.
Kun naar for mig i Løndom dine
De stille Taarer rinde smukt,
Saa føler jeg, at det er mine,
Og standser dem i deres Flugt.
Lad derfor ikkun Glæden tindre,
Naar Fri og Kolde er om dig;
Smiil du til dem, som elske mindre,
Men giem blot Taarerne til mig!
Paa Jurabierget Sneen vover,
Truffet af Solens Straalepiil,
Skjøndt den i Kuldens Lænke sover,
Blændende klar mangt muntert Smiil.
Men, naar en dybtfølt Straale rammer,
Hvis Ild sig ei bekæmpe lod,
Saa tøer det kolde Smiil for Flammer
Og smelter i en Taareflod.
Fortryl derfor med Blik, som tindre,
De Glade, Kolde, Fri om dig;
Smiil du til dem, som elskte mindre,
Men giem blot Taarerne til mig!
Th. Moore.