Man vil vide, at Harpen, jeg slaaer for min Mø,
Den var eengang en Havfru, som sang under Sø,
Og som sværmed hver Aften i Bølgernes blaae,
For paa Stranden en Yngling, hun elsked, at naae.
Hendes Elskov forsmaaedes, hun sukked forladt,
Sine Guldhaar hun vædet med Taarer hver Nat,
Indtil Himlen med Ynk over tro Elskovs Nød
Den skjøn Havfru gav Form af en Strengeleg sød.
Endnu Kinden gav Smiil, endnu Barmen steg rund,
Da hver Søskjønhed svandt i den klangfulde Bund.
Hendes Haar, hver en Lok, der af Taarer var fuld,
Over Armene sænktes som Strenge af Guld
Deraf kom det, at Harpen sin Kjærligheds Fryd
Sammenblanded saa længe med Kummerens Lyd,
Til du, Elskte! har skilt dem og lært hver især,
Er du fjern, tone Sorg, tone Lyst, er du nær.
Th. Moore.