Jeg drømmer vaagen Dag og Nat, med Feberglød,
Forgjæves stiger Sukket;
Min Albaide bar alt længst i Gravens Skjød
De brune Øine lukket.
Hun var kun femten Aar, mig tro, mit Liv, min Lyst
En Blomst, en smekker Stengel;
Naar Armene hun korsed paa sit nøgne Bryst,
Hun lignede en Engel.
En Dag jeg vandred om i Tanker, hvor en skjøn
Havbugt med Siv sig fletter.
Og saae paa Sandet der en Slange, gul og grøn.
Spraglet, med sorte Pletter.
Af Øxen vel i tyve Stumper skilt, laae den
Levende sønderhugget,
Og Havets hvide Bølgeskum, som drev derhen,
Rødt sig tilbagevugged.
De smukke Ringe alle sig i Sandet skjød,
Vred sig og krymped sammen,
Og Blodet farved mere brændende og rød
Langs Nakken Purpurkammen.
De skilte Stumper med en Dødsens Higen, som
Anstrengelsen snart dræber,
Krøb og hinanden skjælvende imødekom,
Som til et Kys to Læber.
Og da med Ynk jeg skued paa den dræbte Krop,
En Ynk, som Ingen svigter,
Slog Hovdet med de tusind Tænder Øiet op
Og sagde til mig: Digter!
Ynk mest dig selv! Dig Saaret man forgiftigst gav,
Dig mødte grusomst Hugget;
Din Albaide har alt i sin Grav
De brune Øine lukket.
Din unge Stræben segned ogsaa brat;
Dit Liv og dine Tanker
Omkring et Minde nu, en kold, begravet Skat,
Adskilte, syge vanker.
Din Aand, hvis Ungdomsmod dig hæved høit og smukt,
Der, liig en Sommersvale,
Snart tog i Skuerne sin kjække Vingeflugt,
Snart strøg de dybe Dale, —
Som jeg, lidt efter lidt, døer paa den skumle Bred,
Maa Liv og Kraft udstøde
Og kan ei samle meer de sønderhugne Led,
Som krympe sig og bløde.
Victor Hugo.