Lykkelig Manden, der naaede Havnen,
Lagde bag sig Havet og Stormene,
Og som nu sidder varm og rolig
I Raadstuens Viinkjælder i Bremen!
Hvor dog Verden fortrolig og yndig
Afspejles i det grønne Viinglas,
Og hvor den bølgende Mikrokosmos
Solvarm flyder ned i det tørstige Hjerte!
Alting seer jeg i Glasset,
Verdenshistorien, den gamle og nye,
Tyrker og Græker, Hegel og Gaasen,
Orangelunden og Vagtparader,
Berlin og Schilda og Tunis og Hamborg,
Men fremfor Alt den Elskedes Billed,
Englehovedet paa Rhinskovenes Guldgrund.
O hvor skjøn! hvor skjøn er du, Elskte!
Du er som en Rose!
Ikke som Rosen fra Schiras,
Den hafisbesjungne Nattergalebrud:
Ikke som Sarons Rose,
Den helligrøde, prophetlovpriste;
Du er som Raadstuekjælderens Rose i Bremen!
Det er Rosernes Rose,
Jo ældre den bliver, des yndigere,
Og den himmelske Duft har besjælt mig,
Har indblæst mig Aand, har beruust mig,
Og holdt mig ei fast, ved Haartoppen fast,
Den bremiske Raadstuemester i Kjælderen,
Saa snublede jeg —
Den brave Mand! vi sade tilsammen
Og drak som Brødre,
Vi talte om høie, hemmelige Ting,
Vi sukkede, sank hinanden til Brystet,
Og han har omvendt mig til Troen paa Kjærlighed.
Jeg drak paa mine bittreste Fjenders Velgaaende,
Og alle slette Poeter tilgav jeg,
Som eengang mig selv skal vorde tilgivet;
Jeg græd af Andagt, og endelig
Aabnedes for mig Porten til den evige Lykke,
Hvor de tolv Apostle, de hellige Viinfade,
Prædike tause, og dog saa forstaaelig
For alle Folkeslag.
Det er Mænd!
Uanseelige udenfra, gjorded med Træ,
Indvendig ere de skjønne og lysende, mere
End alle Templets stolte Leviter,
End Herodes Trabanter og Hofmænd,
De gyldensmykkede, purpurbeklædte —
Altid var det min Tro,
Ei iblandt den allersimpleste Classe,
Nei i det ypperste Selskab
Leved bestandig Himlens Drot.
Halleluja! hvor yndigt omvifter mig
Beth Els Palmer!
Hvor dufter Hebrons Myrrha!
Hvor bruser Jordan og tumler af Glæde!
Og min udødelige Sjæl tumler ogsaa,
Og jeg tumler med den, og tumlende
Bringer op ad Trappen mig til Dagens Lys
Raadstuens Kjeldermester, den brave, i Bremen.
Du brave Raadstukkældermester i Bremen!
Seer du, paa Husenes Tage sidde
Englene, og ere halvfulde og synge;
Den skinnende Sol deroppe paa Himlen
Er kun den røde, viindrukne Næse,
Som Verdens Geist stikker frem,
Og om den røde, uhyre Næse
Dreier sig hele den drukne Verden.
H. Heine.