Lykkelig Manden, der naaede Havnen,
lagde bag sig Havet og Stormene,
og som nu sidder varm og rolig
i Raadstuens Vinkælder i Bremen!
Hvor dog Verden fortrolig og yndig
afspejles i det grønne Vinglas,
og hvor den bølgende Mikrokosmus
solvarm flyder ned i det tørstige Hjærte!
Alting ser jeg i Glasset,
Verdenshistorien, den gamle og nye,
Tyrker og Græker, Hegel og Gans,
Orangelunden og Vagtparaden,
Berlin og Schilda og Tunis og Hamborg,
men fremfor alt den elskedes Billed,
Englehovedet paa Rhinskvinens Guldgrund.
O hvor skøn, hvor skøn er du, elskte!
Du er som en Rose —
ikke som Rosen fra Schiras,
den hafisbesjungne Nattergalebrud —
ikke som Sarons Rose,
den helligrøde, profetlovpriste —
du er som Raadstukælderens Rose i Bremen.
Det er Rosernes Rose,
jo ældre den bliver, des yndigere,
og den himmelske Duft har besjælt mig,
har indblæst mig Aand, har berust mig,
Og, holdt mig ej fast, ved Haartoppen fast
den bremiske Raadstuemester i Kælderen,
saa snublede jeg.
Den brave Mand! vi sade tilsammen
og drak som Brødre,
vi talte om høje, hemmelige Ting,
vi sukkede, sank hinanden til Brystet,
og han har omvendt mig til Troen paa Kærlighed,
Jeg drak paa mine bitreste Fienders Velgaaende,
og alle slette Poeter tilgav jeg,
som engang mig selv skal vorde tilgivet;
jeg græd af Andagt, og endelig
aabnedes for mig Porten til den evige Lykke,
hvor de tolv Apostle, de hellige Vinfade,
prædike tavse og dog saa forstaaeligt
for alle Folkeslag.
Det er Mænd!
Uanselige udenfra, gjordet med Træ,
indvendig ere de skønne og lysende, mere
end alle Templets stolte Leviter,
end Herodes’ Drabanter og Hofmænd,
de gyldensmykkede, purpurbeklædte —
Altid var det min Tro,
ej iblandt den allersimpleste Klasse,
nej, i det ypperste Selskab
leved bestandig Himlens Drot.
Halleluja! hvor yndigt omvifte mig
Beth-Els Palmer!
Hvor dufter Hebrons Myrrha!
Hvor bruser Jordan og tumler af Glæde!
Og min udødelige Sjæl tumler ogsaa,
og jeg tumler med den, og tumlende
bringer op ad Trappen mig til Dagens Lys
Raadstuens Kældermester, den brave i Bremen.
Du brave Raadstukældermester i Bremen!
Ser du, paa Husenes Tage sidde
Englene og ere halvfulde og synge;
den skinnende Sol deroppe paa Himlen
er kun den røde, vinddrukne Næse,
som Verdens Geist stikker frem,
og om den røde, uhyre Næse
drejer sig hele den drukne Verden.