SVENDEN.
Saa lyt dog, klare Sølverbæk,
Til Talen;
Du iler glad, letsindig væk
I Dalen.
Hvad søger du med hastig Trang?
Saa hør mig dog, og tal engang!
BÆKKEN.
Jeg var en Bæk, et freidigt Væld;
De spænde
Mig ind, paa det jeg mere snel
Skal rende
Derned til Lundens Mølleværk,
Og altid være fuld og stærk.
SVENDEN.
Til Møllen! Ak, et taaligt Mod
Dig kjøler;
Du veed ei, hvad mit unge Blod
Her føler.
Den smukke Møllerske, hun seer
Vel ofte til dig da og leer?
BÆKKEN.
Hun lukker Skoddet tidlig op
Mod Skoven
Og bader saa sin unge Krop
I Voven.
Som Lilien hvid er Hals og Barm,
Da ryger jeg og damper varm.
SVENDEN.
Kan hun i Vandet Elskovsglød
Optænde;
Hvad har ei Kjød og Blod for Nød
Af hende?
Hvo kun den Hulde eengang faae
For evig hende elske maa.
BÆKKEN.
Saa styrter jeg paa Hjulet mig
Fra Slusen,
Og alle Tænder dreie sig
Med Susen.
Fra den Tid, vi har hende haft,
Har ogsaa Vandet bedre Kraft.
SVENDEN.
Hvor skjøn hun er, du snart har glemt,
Hvor yndig!
Hun siger til dig, sødt i Skjæmt:
Nu skynd dig!
Dog, gav hun dig et Elskovsblik,
Jeg troer du mere nødig gik.
BÆKKEN.
Saa langsom, langsom flyder jeg,
Som fangen:
Jeg krummer sagte kun min Vei
Om Vangen;
Og kom det an paa mig, min Ven,
Jeg gierne vendte om igjen.
SVENDEN.
Farvel da! Bølg om Busk og Vang,
I Skygge!
Du mumler mig maaskee engang
Til Lykke.
Nyn hende for, i Aftnens Ro,
Mit stille Haab, min bange Tro.
Goethe.