Omfyget af Sneen,
Af Stormen ombuldret,
Besøgte hun Graven,
Hvor Elskeren smuldred.
Hun banked paa Høien:
„O er du herinde,
Saa tal et Par Ord til
Din gamle Veninde!”
Da lød det fra Dybet
Som Regnen, der risler,
Som Sneen, der fyger,
Som Bladet, der hvidsler:
„Veninde, jeg hører
Din Stemme fraoven,
Hvor Stormene hyle
Om Bjerget og Skoven.
Aar har jeg nu blundet,
Nætter og Dage;
Af min unge Skabning
Er kun en Beenrad tilbage.
Ei til Graad har jeg Øine,
Ei Mund til at smile,
Men jeg føler hernede
Den dybeste Hvile.
En Stilhed, som Ingen
Deroppe erfarer,
En Ro, som Ingen
I Livet forklarer.
Gak hjem til din Celle,
Gak hjem til dit Huus;
Der høres ei meget
Til Suus og til Bruus.
Tag Tenen i Haand
Baade Natten og Dagen,
Og spind til din Kiste
Det sølvhvide Lagen.
De fire smaa Planker
Om Liget saa koldt,
De kunne ei pyntes
For dyrt og for stolt.
De Roser, du har
I dit Vindue, hent,
Og plant dem paa Graven —
Den har det fortjent!”
Hun hørte ei mere,
Saa gjerne hun vilde,
Hun sank i en Drive,
Dødfrossen og stille.