Jeg havde en Ven, som var klog,
Men holdt ikke Tand for sin Tunge;
Han førte det frieste Sprog
Blandt Gamle, saavelsom blandt Unge.
Mit Raad var et Glas eller to
Af mild og forstandig Lafitte;
Han slog sig dog ikke til Ro,
Men støied i Vennernes Midte.
Han havde et hemmeligt Nag
Til Raader og til Excellencer;
Og derfor ved festlige Lag
Hans Spasen var tidt uden Grændser.
„I troe ei paa Helgene meer
Og turde vel spytte paa Paven,
Dog for en Minister jeg seer
Jer krybe, som Snoge, paa Maven.”
I Siden han havde et Horn
Til alle de Priviligeerte,
De var ham i Øiet en Torn,
Og ei han sin Yttring geneerte.
„I troe ei paa Spøgelser meer —
Det gjør ei engang eders Koner —
Hvor kan I da troe, som jeg seer,
Paa Skyggen af gamle Baroner?”
Han lod sig forlyde med Ord,
Naar Vindunsten varmed ham Blodet,
Som, dersom de videre foer,
Saavist kunde kostet ham Hoedet.
„I frygte ei Djævelen meer —
Hvor kan I da frygte, Kamrater,
En Enevoldsmagt med en Hær
Forpryglede, raadne Soldater?”
En Tænker han var, men en fri —
Om jeg tør saaledes det kalde —
Han sang til en smuk Melodie
En Viisdom, som huede Alle:
„Jeg troer paa den eneste Gud,
Den eneste sande Forsoner;
Kom til mig! saa lyder hans Bud,
Kom hid til min Barm, Millioner!”
Hans Mening om Qvinderne til —
Som lettelig lod sig formode —
Var ogsaa dumdristig og vild
Og efter hans krusede Hoede.
„Heel lukkelig Manden vel var,
Der fandt sig en elskelig Qvinde;
Men bedre det var dog, et Par,
En Snees endnu bedre at finde!”
Nu hviler hans Been paa et Sted,
Hvor ogsaa vel vore skal ligge,
Og Fyrstens og Prindsernes med,
Ved Siden af deres, som tigge.
Endskjøndt han forresten var klog,
Han holdt ikke Tand for sin Tunge —
Nuvel! for det ærlige Skrog
Lad Glasset frimodigen runge!