Paa hine Stene stod hun —
Letsvævende, den Søde,
Endnu i Aftensolen
Seer jeg dem fjernt at gløde.
Ved denne frosne, stive
Indsø stod hun, den Smukke —
Hvo havde tænkt, at Søen
Endnu vel kunde sukke?
Ved disse hule Pile
Tog hun engang sit Sæde —
Jeg seer dem end, halvdøde,
I Eensomheden græde.
Og jeg — jeg, som var borte,
Og neppe modtog Breve —
Hvo havde tænkt, at jeg vel —
At jeg endnu kan leve?