See disse Kirsebær, eengang yndige:
For længe i Solen prunked de Smaa,
Skjønhederne bleve for modne, for myndige,
Og snart vil de visne, snart forgaae.
For dem den letfærdige Fugl med Lyst
Har hvæsset sit Næd til en Kjærlighedsdyst;
Den gjør det ei mere, den er ingen Gaas,
At røre de runkne, naar friske kan faaes.
O Gud, hvis jeg ikke moraliseerte,
Hvor alle Piger da kom tilkort?
Din Rosenskjønhed, den adoreerte,
Gjemt alt for længe, den visned bort.
Forund mig derfor det søde Hverv,
At frelse din Yndighed fra Fordærv —
Men uden Opsættelse! Vær ingen Gaas:
Hvem sukker for Gamle, naar Unge kan faaes?
Th. Moore.