Kan du erindre, bag grønne Grene
Det Sted for Elskov, for Elskov ene,
Hvor du mit Hjertes Løndom vide fik?
Hvor Maanens Ild, som mit Mod besjælte,
Din Rødme saae, da jeg for dig knælte,
Mit Haabs Triumf i dine vaade Blik?
Da du til Barmen dengang sank mig glad,
Bandt Elskov os — vi skilles aldrig ad!
Og da jeg Navne dig gav, Veninde,
De bedste Navne, jeg kuude finde,
Mit Liv, mit søde Liv, blandt andre fleer;
Din Sølvrøst tonte: „Hvor kan du falde
Just paa dit Liv mig, dit Liv at kalde?
Din Sjæl! din Sjæl! det Navn jeg ynder meer.
Dit Liv forgaaer — men Salighed for mig
At være Sjælen, som ei skill’s fra dig!”
Th. Moore.