En Moder har i Skovens Skygge
Sit Barn, det slumrende, forladt;
Hun gaaer at samle sparsom Næring,
Bærrene af det vilde Krat.
Da reiser Uveir sig; hun haster,
Vildfarende, forgrædt, beklemt.
Langtfra den Glut, hun lod tilbage,
Sødtslumrende i Græsset gjemt.
O Angst og Haab! Et Lys hun øiner
Hør, Nattestormen tager af!
Dog nei — forbi! — paany den raser,
Og Skoven er en bælmørk Grav.
Om Døden ikke lukte Barnets
Smaa Øine i — hvem veed, hvem veed
Og dog, maaskee de endnu aabne
Udstraale Liv og Venlighed!
Saaledes — da i Afskedstimen
Dit Tryllehaandtrvk du mig bød,
Og i dit kloge Blik jeg speided
Om du tog Halvpart i min Nød —
Saaledes tænkte jeg — tilgiv det!
Hvem siger vel sig ganske fri
For ei at overdrive Lykken
Ved Hjelp af Drøm og Phantasie?
Jeg tænkte, ja: i Caras Hjerte,
Skjøndt hende ubevidst, jeg lod
Eet Ønske dog nyfødt tilbage,
Een Følelse, som jeg gav Rod.
O Salighed, om ogsaa indbildt!
Jeg bad de gode Engles Hær
Bevogte i din Barm og styrke
Det Pleiebarn, jeg havde der.
Og under mangen Sorgens Time
Og i den korte Stuud for Lyst
Jeg glemte aldrig dog den Spire,
Jeg lod tilbage i dit Bryst.
Maaskee den omkom ei af Kulde,
At Pulsen slaaer endnu — tilgiv!
Dog nei, maaskee en Tvivl har dræbt den —
O, Cara! er der Tegn til Liv?
Th. Moore.