Det Gamle vil vi ei forsmaae,
Fordi det Nye Plads vi give,
Det Gamle nemlig og det Graa,
Som veed at holde sig i Live,
Som bringer Vennen Vennen nær,
Som samler os fortrolig her,
En barsk Novemberdag især,
Til munter Spøg for Mortensaften.
At Fjenden er os vred og gram,
Lad, Venner, os i Aften glemme.
Men huske destomeer paa ham,
Som vi var vant at have hjemme:
Du tappre danske Landsoldat,
Som paa din Skandse staaer parat,
Dig ønske vi, vor Kammerat,
Som os, en lystig Mortensaften!
Mens han i Natten lytter til,
Med Lunten tændt, ved vaade Telte,
Vi sætte her en Gaas paa Spil
Og Ruderkonge morsomt vælte.
Halvhundred Aar var det en Skik,
At den, der fik det femte Stik,
Som Seierherre hjem han gik
Og tog sit Bytte, Mortensgaasen.
Med rolig Stolthed selv han bar
Den skjønne Fugl som Hæderstegnet;
Jo mere tung og hvid den var,
Jo større Daad blev ham tilregnet;
Jo mere fed, jo mere drøi,
Jo flere Kys, jo mere Støi;
Om Halsen Viv og Børn bam fløi
Til Priis og Tak for Mortensgaasen.
Og denne Skik — som Odin selv
Maaskee har lært de fynske Fædre —
Den vil vi følge tro og vel,
Indtil man finder nogen bedre.
Saalænge man forsamles glad
I Vennekreds, med Viin og Mad,
Saalænge her i Odins Stad
De gode gamle Skikke leve!
1850.