Emil Aarestrup (1800–56)

Naar jeg i Eenrum færdes,

Med stille Grublen vanker —

Da er min Sjæl lysvaagen,

Da sværme mine Tanker.

Fordobblet min Bevidsthed

Det smukke Virvar maaler,

Som det Uendelige

Omkring min Pande straaler.

I Skjønheds underfulde

Mysterier bevandret,

har jeg dit Væsen hos mig,

Frigjort, men ei forandret.

Let flagrer Psychevingen

Paa dine Skulderblade,

Og Dine Lokker slynges

Udødelige, glade.

Du tager mig ved Haanden

som Dantes Beatrice,

og vil mig Himlens Engle

og Saligheden vise.

Kun naar en Ven mig møder

og, som han tror, opliver —

Og naar jeg Selskabskredsen,

Som man har sagt, henriver —

Saa er det som om Livet

Fordulgt tilbagestrømmer —

Det saakaldt Virkelige,

Det troer jeg, at jeg drømmer.

Det vexler og forsvinder,

Det hylder sig i Taager —

Da er det, Sjælen blunder,

Og Legemet kun vaager.