Jeg hørte det med Gysen:
Du var en Hex — fortjente
For dine Hexekonster,
At du paa Baalet brændte.
Musikens søde Tummel,
Din Stemmes Klang og Fylde,
En Røst som tusind Aanders —
Hvem kunde du det skulde —
Dit Blik, saa sort som Natten,
Som Dagen hedt — hvem anden —
Dit Ansigt, næsten afgjort
Guddommeligt — end Fanden?
Det var beviist, desværre,
Hvordan du i dit Kammer
Har Aanderne besvoret
Eensom, ved Lampens Flammer.
Fra Nakken faldt vellystig
Fletningen ned, som Snogen.
Din Kind var hvid; foran dig
Opslaaet hviilte Bogen.
Du støttede din Pande
Mørktgrublende til Armen;
Du vendte langsomt Bladet
Og løfte op for Barmen.
Hvad var din gamle Tante,
Som nikked ud paa Natten
I Lænestolens Puder,
Andet, end Marekatten?
Hun rakte sig og strakte,
Hun gabed høit — forvoven
Kjærtegned du Uhyret,
Begav dig til Alkoven.
Du snoede om din Finger
Krøllernes Ring. I Speilet
Faldt dine Blik — o Intet
I Trylleriet feiled!
Nu kommer dog det Værste:
Du læste høit af Bogen,
Du stirred hen i Luften,
Som om du vented Nogen.
En Ugle skreg i Haven,
Et Glam af Hunde hørtes —
Og i den mørke Baggrund
Dørteppets Folder rørtes.
Paa Væggens Blomsttapeter
En Skygge saaes af Aanden,
Du havde kaldet; Skyggen
Var virkelig forhaanden.
Den holdt sig til Contracten,
Dit Brev, det rosenrøde,
Hvis sorte Skrifttræk bød den
I Nattetimen møde.
Du tegned dine Kredse,
Du dine Arme strakte,
Du læste dine Formler,
Som Geisten skulde agte.
Men Aanden var balstyrig,
Den trodsed Formularen;
Man kunde see paa Skyggen,
Bestandig voxte Faren.
Den greb dig, Ulyksalige,
Om Livet i sin Vildhed —
Dog intet Angstraab hørtes
I Nattens dybe Stilhed.
Men det blev mørkt — Bælgmørke
Og Midnatsklokken dirred —
Forgjæves fra sin Rude
Gjenboens Datter stirred.
Først Klokken fire saae hun,
Da Taagerne sig hæved,
En Skikkelse, en rædsom,
Som fra din Tærskel svæved.
1834.