„Hvorhen, min unge Frue?
Tyk Morgentaagen ligger
Om alle Promenader
Og glimrende Boutiker.
Og under Silkehatten
Saa streng en Alvor skues,
Som vilde du ved Smilet,
Var det paa Læben, blues?
Hvad trykker denne Terne,
Som følger dig, til Barmen?
Hvad for en kostbar Byrde,
I Shawler svøbt, paa Armen?”
„Sabinskis Søn du skuer,
Hans Førstefødte, Spæde,
Som jeg i Fredens Arme
Undfangede med Glæde;
Som under Hjertet laae mig
Den Morgen, da Pistolen
Jeg rakte selv hans Fader
Og bad ham døe for Polen.
Sabinskis Søn, min Herre!
Er svøbt i disse Shawler,
Og med Sabinskis Frue
Du her paa Gaden taler.
Jeg bar den søde Byrde,
Dengang hans tappre Fader
Med dragende Kartetscher
Forsvarte Warschaus Gader.
Og han blev født den Time,
Da jeg med Rædsel hørte,
Til Fængslet man hans Fader
Saaret i Lænker førte.
Seer du Castellets Mure?
De grønne Bastioner?
Og mellem Kuglestabler
De rolige Kanoner?
Imorgen, naar det dages
I disse øde Gader,
Saa lyder Sørgetrommen —
Saa skyder man hans Fader.
Imorgen, naar det dages,
Saa hvirvler Russens Tromme,
Saa knalde deres Bøsser,
Saa er hans Timer omme.
Men førend Døden vil jeg
Mig til hans Fængsel liste.
Og han skal see sin Arving
For første Gang og sidste.
De vilde ei, Sabinski?
Tillade dig at skue
Din lille Dreng, din Anton,
Og din forgrædte Frue.
Men deres onde Trusler
Kan ei mit Mod forskrække.
Paa denne Rand af Volden
Kan Fangen see os begge.
Han seer os! ja han seer os!
Han ud af Gittret svinger
Til Tegn det hvide Klæde —
O, at vi havde Vinger!
Og har jeg ikke Dolken,
Og har jeg ei Pistolen?
Men nei — vi to vil kjæmpe
Endnu en Kamp for Polen.
Kom, giv mig Drengen, Amme!
Tag Huen af ham, skynd dig.
O, hvor hams lille Hoved
I Solen skinner yndig!
See til din Søn, Sabinski!
Som jeg har født med Smerte,
En Arving til din Adel,
Din Tapperhed, dit Hjerte.
Om Flygtling end paa Jorden,
Han løfte skal mod Solen
Det gamle Frihedsbanner,
Sablen og Pistolen.
Hør hvad en Moder beder,
Hvis Hjerte snart vil briste,
Kast dine Øine paa ham
For første Gang og sidste!
Kast dine Øine paa ham
Med Kraften og med Evnen,
Som Døden kun kan give,
Og vi ham ind til Hævnen!”
Med disse Ord gav Damen
Sit Barn til Ammen atter —
Kun af en Skildvagt hørtes
En raa, barbarisk Latter.
Den 1ste Mai 1834.