En deilig Aften? Stille, sølvklart Vandet!
Vi roede langsomt hen, i Lundens Skygge,
Sømaager fløi forbi os venligt trygge,
Og hilste os som Folk, der kom fra Landet.
En Sværm Meduser steg og sank i Vandet.
Men jeg var ør af Kjærlighed og Lykke;
Jeg kunde hende kun i Haanden trykke,
Og vidste ei og tænkte ei paa andet.
Da hvisked hun: „See Skyerne, du Søde,
See Skoven, Søen, fjerne Bjerge drikke
Den sidste Glands, glødende, purpurrøde!”
Tilgiv, Natur, jeg saae det dengang ikke;
Isauras Kinder saa livsaligt gløde —
Tilgiv — jeg ændsed ei din Aftenrøde!