Du ser i mine Digte
Et yndigt Allehaande;
Men det er dine Læber,
I mine Vers som Aande.
Jeg dirrer kun som Strengen
Der af din Finger røres;
Jeg er det fjerne Echo,
Som af din Stemme høres.
Det Stilhedsdyb, i hvilket
Dit mindste Suk genlyder;
Det Spejl, hvori dit Aasyn
Sin skønne Straale bryder.
Du er den klare Maane
Og jeg de sorte Taager;
Du Øret, jeg den hule
Conchylie, der koger.