Veninde! Du min Muses Elskerinde. Nu er jeg da igjen i mit Hjem i min gamle Bolig — hvor Sjælen drømmer rolig — hvor hver en Vraa er mørk, men fortrolig — hvor jeg lever i det Svundne — Henrundne — Respektbundne — og for Evigheden fundne. — Det Blæsende det Skjærende — Fortærende — det Nærværende — hvad er det mod det Forbigangne yndigt Belærende — Blomsterbærende — Duftnærende? — Min Følelse — kan ikke faa nogen Forkjølelse — den slutter jeg inde — for alle Vinde — den aabner aldrig en Laage — ud i den lollandske Taage — den ligger skjult og begravet — som en Aand paa Bunden af Havet — kun Du eier Nøglen til Skrinet — hvori den ligger sammenpresset og sammenpinet — kun Dine Hænder Tryllemidlen kjender — hvormed Seglet brækkes — Aanden vækkes — og adskillige Folk forskrækkes. — Lad da ei Fangen smægte — udtal de ægte — især letnemmelige — men dybe og hemmelige — ikke opfiskede — og indpidskede — men af Gud tilhvidskede — hellige Stavelser — der aabner den længselsfulde Aands Begravelser! — Om Ordene lyde — som om de Intet betyde — hvem kan det bryde? — jeg forstaar dem at tyde — mit Inderste maa dem adlyde. — I Brevet jeg putter — og indslutter — hvad jeg i salige Minutter — omringet af Muserne, de søde Glutter — glødende — hjerteblødende — ordforødende (maaske lidt upassende og anstødende — naar Smagen mig svigted) — har sammenvævet og sammendigtet — lutter Brudstykker — som udtrykker — hvordan mit Inderstes Alter — er sønderrevet og i Spalter — hvordan min Kundskab halter — hvor slet min Sjæls Blodkugler sig gestalter — hvor daarligt jeg mit Embed som Poet forvalter; — lutter Fiilspaan og Smuld — istedetfor Klumper af gedigen Guld — kun en Trevl, en elendig Strimmel — istedetfor Digtekunstens hele Himmel — kun et Støvgran, en usynlig Kant — istedetfor Viisdoms store Diamant — kortsagt lutter Gnallinger og Billinger — der ikke ere værd fire Skillinger — men Du — af alle mine Veninder, den sødeste — hjerteblødeste — huldeste — Sjælfuldeste — mest omfattende — al Mangel erstattende — min Vilie erkjendende — til det Gode vendende — ikke kritiske krævende — men Liv og Kraft indblæsende, — Du med mig paa Poesiens Kyster landende — taareblandende — Du, hvem jeg uophørlig eier, og dog savner — hvem jeg ei kan naae — og dog omfavner — Du, hvis Blik sig dølger — og mig dog bestandig følger — Du, med hvem mit Hoved er opfyldt, — I min Tankegang forgyldt, — med hvis Sjæl min — er blandet som Vand med den ædleste Viin — som Luften med Rosenduften — som Forstanden med Fornuften — Du vil tage — imod disse svage — Digteriske Myg og Sommerfugle uden Klage — og — skjøndt maaske til Plage — et Par Dage — lade dem tumle, flagre, — jage — surre snurre indtil de allesammen — er brændt ned af Flammen — Amen! — Og nu farvel: Aftensolen synker i Vestens klare Vande — jeg kysser dine Hænder og din Pande!