O græske Øer! min Fædrejord!
Hvor Sapho sang om Elskovs Glød,
Hvor Kunst, i Fred og Krig, blev stor,
Hvor Delos steeg, Phøbus blev fød,
Hvor freidig er dit Sommerblik,
Skjøndt Alt, kun ei din Sol, forgik —
En anden Strandbred skjønner paa
Dit Helteqvad, din Elskovssang
Til Salighedens Øer naae
Hvad før paa Theios og paa Chios klang
De græske Musers Priis blev stor,
Men ei paa deres Fødejord
Høilandet seer paa Marathon
Den atter over Havet vidt
Og eensom der jeg stod en Stund
Og drømte Grækenland atter frit
Thi, med min Fod paa Persergrave,
Jeg kunde ikke troe mig Slave
En Konge sad paa Klippen der
Og skuede over Salamis,
Forneden hans talløse Hær,
Og Orlogsskibe tusindviis
Han talte dem ved Dagen blank,
Hvor var de, dengang Solen sank?
Hvor er de nu? og hvor er du,
Mit Fædreland? Din stumme Kyst
Har ei sit Heltedigt ihu —
Der aander intet Heltebryst.
O, at Apollo-Lyren din
Vanslægte skulde i en Haand som min
Dog er det noget, efter Ærens Tab
Omstimlet af en lænket Flok,
At føle, hvad jeg føler nu,
Mit Ansigt rødmede af Blue.
— — — — — —
Byron.