Idet jeg føler det som en indre Pligt — at skrive Noget, der kunde ligne et Afskeds-Elegie et Digt — eller sligt — paa disse Blade — nu, da Hr. Schade — agter at forlade — Ourebygaard, og flytte — til en Hytte — i Nebbelunde — ønskede jeg blot at kunne — nogenlunde — finde Udtrykket — for idetmindste Brudstykket — af en Sympathie — der er den absolute Modsætning af Ironi. — Jeg vil efter Evne — i jevne — Ord, fortælle ham, hvorlunde Afstandsgabet — og derfor Tabet — af hans mere umiddelbare Nærværelse, — paa det bekjendte Værelse — er en tung Beskjærelse — en virkelig Sindets Besværelse — med mulig paafølgende Aands-Fortærelse. — Naar jeg træt, — mæt, — gnaven, — omspendt af Maven — med det ene Been i Graven — aabnede Døren til Værkstedet for hans Flid — og Slid — og jeg fandt ham liggende — paa Sophaen, kikkende — over i en anden — Verden, med Brillerne skudte paa Panden — og han strakte sig magelig — velbehagelig — men dog altid lidt beklagelig — paa sine Puder, — Guder! — hvilken over al Beskrivelse — forandret Omgivelse! — hvilken Tilsidesættelse af den sædvanlige Stivelse! — Selv hans Zigarsky var ingen Bedøvelse — men en Oplivelse; — kun det Trivielle fandt sin fortjente Sløvelse. — Mellem de skjødesløse Bogmasser, — paa alle Hylder og Kasser — i Ridsen — af hans Vindue, paa Spidsen — af hans Blyantspen, paa Randen — af Vandglasset sad altid en og anden — lille Geist Nisse — eller hvad man kalder disse — Aandens Flagermus og Natsværmere — der i Hr. Schades Selskab altid kom nærmere. — Hele den fjantede udenoms Forestilling — hvorfor jeg til visse Tider ei gad give 4 ß — skjøndt den paraderer som Virkeligheden — forsvandt for Tanketusmørket og Kirkeligheden — i det lille Værelse, — hvor Præsten var Hr. Schades Nærværelse — og ufortrødne Belærelse. — Hvad skal man nu gjøre — naar man banker paa Døre — og ikke kan høre — Hr. Schades Stemme raabe kom ind! — Man maa samle sit Sind — kuske Aanden, — der ved at udstrække Haanden, — kan opvække det Svundne — løse det Bundne — fastholde det Fundne. — Vi ville banke med Længslens Hammer — paa det øde, aandløse Kammer, — vi ville tvinge — den Fraværende ind i vore Besværgelsers Ringe — om ogsaa Personen med Skjorte og Krave, — med Hud og Haar, samt den daarlige Mave — bliver siddende og ryger sin Zigar i Nebbelundes Have. — Om ogsaa Pastoren med Pik og Pak er reist — vi ville have fat paa Hr. Schades Geist — i Buegangene — naar vi ikke forstaae os paa Fuglesangene — mellem Hyacintherne og Pelargonierne hvor han var saameget til Gavn, — der kjendte dem Alle ved Navn, — mellem Rosernes Flokke, — som han selv bandt ved Stokke — ved Keglespillet — hvor han blev saa ironisk drillet — ved Snustobaksdaasen, paa Veien hvor vi spadseerte — ved Whisten, hvori han altid med Forstand inviteerte — allevegne, hvor vi kunne — trække vi Geisten ud af Nebbelunde — og har den hos os — ved Haanden, under Armen hver Tid paa Dagen — det gjør ikke til Sagen —
. . . . . . . . . . . . . . . . .