Høivelbaarne Hr. Greve, — som jeg ønsker maa længe leve — og sende mig mange halv danske og halv latinske Breve — For Deres Ærede sidste — bevidste — af 28de forrige Maaned — da Ballet gik, som hverken De eller jeg bivaaned — er jeg megen Forbindtlighed skyldig — og har gyldig — Grund til at takke. Hele Indholdet behagede — saavel det ungdommelige danske som det romersk bedagede — og der var Intet, hvorover jeg med Grund mig beklagede. — Dog skulde jeg sige min Dom — om — til hvilken af Parterne — Afsnittene eller Arterne — den latinske eller den danske — jeg vilde kaste min kritiske Handske — og hvem jeg ved Bedømmelsen — vilde give Berømmelsen — saa foretrækker jeg intetmindre end Slavisk — det Skandinavisk — Hjemmegjorte — om ogsaa faldende lidt i det Grove og sorte — det er saa naturligt flydende — saa jydsk lydende — saa galdeudgydende — Hjernen saa lidet brydende — kortsagt, Deres latinske Sætninger er som skytiske Pile — men de danske Ord er en Tordenkile, — der, hvor den dratter — vækker umaadelig Latter. — Jeg glemmer ikke det Genrebillede — De fremstillede — af Dem selv, Høivelbaarne — i et af Borgens afsides Taarne — indviet til Musen — og Tankerusen — der sidder han — Balforagteren — vis a vis med Forpagteren — foran sig Skakbrikkerne — langtfra Tryglerne, Overhængerne, Tiggerne — og Spytslikkerne — Piben tændt — Tanken spændt — O det er excellent: — Var jeg en Maler, som deres Svoger in spe — saa skulde De see — Deres Profil, — i ridderlig Stiil — cognakstraalende — med philosophisk Foragt Verden maalende — og dog inden Døre saameget taalende — Men jeg er ingen Maler — jeg er kun en god Betaler — hvadenten det gjælder Smaasummer — for et Hønummer — eller Gjensvar til en Correspondent, der brummer.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . .