O, I grønne Bastioner,
Hvor den unge Martsviol
Stod ved Siden af Kanoner
I den friske Morgensol!
Marmorkirke, taus og eensom,
Ufuldført, musgroet og huul,
I hvis Helgennische Drengen,
Halv med Gysen, leged Skjul!
Hallandsaas, hvor jeg med Hurra,
Royalistisk nok, sprang om,
Naar, med mange røde Fakler,
Kongen fra Comedie kom!
Gammelholm, hvor jeg Bekjendtskab
Gjorde med den Bølgetop,
Paa hvis Ryg den danske Flaade
Ligger for at raadne op!
O, I blanke Spiir og Taarne,
Hvor, høit over Gadens Støi,
Alle mine Ungdomsdrømme
Med de hvide Duer fløi!
Snevre, steile Trappegange,
Med den danske Digtekonst
Under Taget, og forneden
Kjelderhalsens Pøbeldunst!
O, I matbelyste Hjørner,
Hvor min uerfarne Sjæl
Mangen Skjønhed under Kysen
Kikked ved en Lygtepæl!
O, du gamle Kongens Have!
Med din Buegang saa bred,
Hvor, som Herkules med Løven,
Konsten med Naturen stred!
Rundetaarn, hvorfra jeg skued
Byens Tage, Rødt og Graat —
Hvor kun Himlen var det Store,
Og alt Andet var saa smaat!
Vennighausen, Vennighausen!
Fra din Samling en Bandit
Coronato, bruun og fidtet,
Gav min Sjæl romantisk Snit.
O, Charlottenborg med Salen
Gibsopfyldt og pittoresk!
Din Laokoon mig hvidsked
Førstegang et Par Ord Græsk.
O, Theatrets lyse Runddeel
Med din Loge smal og heed!
Femaarsbarn sad jeg deroppe,
Kjeded mig og — spytted ned.
Hospitalets sorte Gitter!
Ha, en Stank af Dyvelsdræk!
Laasen klirrer, Hængslet skriger,
Bærebøren kommer — væk!
Og dog kan jeg ei løsrives —
Lindetræ med Bænken lav,
Hvor min Fader i det Grønne
Døende mig Haanden gav!
Janitscharmusik ved Vagten!
Ak, som denne Amme her
Tysser paa sin Glut med Ranglen,
Støied du for Folket der!
Høresalens sorte Tavle!
Circler, Vinkler, Kragetær,
Naar jeg stirred, blev til lutter
Engleho’eder — eet især!
Kaffehuse og Aviser,
Gravitetisk Snuustobak,
Til Avisen nu som dengang
Hørte Kage, hørte Snak.
Nørrefælled, hvor du ryster!
Sælgekoner staae for Skud
Stort i Holger Danskes Briller
Tog sig Kongens Livcorps ud
Prægtig steg min hvide Drage
Høit mod Blæsten stod den fast;
Gjødvad holder ikke bedre
Paa sit Blad mod Vindens Kast.
Mig betager Hjertets Veemod,
Spot og Spøg forslaae kun lidt —
Gamle Minder, gamle Vunder
Springe op og bløde tidt.
Gjem du dette Blad, Veninde,
For din Stambog blot bestemt!
Ak, i Kjøbenhavn har alle,
Alle Venner snart mig glemt!