Tillad — jeg har endnu et Ord —
Et Slutningsord, før Teppet falder, —
Jeg, som fra dette Sted ifjor,
Skjøndt svag af Evne, ung af Alder,
Blev udvalgt til den store Ære,
For Publicum, ei blot paa egne
Og paa vort lille Selskabs Vegne,
Men som en Tolk for Konsten selv,
En Velkomsthilsen at frembære,
En Bøn om Ly, for den og dem —
Og ikke blot et flygtigt Hviil,
Som mødig Trækfugl paa sit Tog,
Men om et Arnested, et Hjem — —
Tillad, jeg taler om mig selv —
Og af et fuldt, erkjendtligt Bryst,
Der ei kan modstaae denne Lyst,
Den saa naturligt følte Trang,
Til her at tolke Dem engang
Min Tak for hvert et venligt Smiil,
Der gav den Uerfarne Mod; —
For hver en Bifaldslyd, der lod
Opmuntrende mig ane her
En Fremtid der var mig saa kjær; —
For Gjæstfrihed og den milde Dom,
Hvormed man mig imødekom.
Nu kalder Skovens Poesi —
Landskabets grønne Magt — Nu brænder
Ved Himlens Rand et Farvespil,
Et Lys, med meer ætherisk Ild,
End det, Theaterlampen kjender —
Nu blegner Scenens Trylleri
For Sommernattens klare Drøm; —
Titanias og Alfers Chor,
Undinerne i Flod og Strøm,
Afløse nu et mat Orchester —
Til alle Sider sprede sig
Thalias vinterkjære Gjæster —
Modtag da her mit Afskedsord!
Tilgiv, jeg hvidsker mit Farvel,
Men Bønnen om, at huske paa,
Ved Fuglesangen i den Grønne
Og Aftenstiernen i det Blaa, —
At, skal en Gjenklang af det Skjønne,
Som jeg, med mine svage Kræfter,
Med Ungdomshaabet, stræber efter, —
Skal det gjenfødes her og prøves —
Saa vid det: Eders Hjelp behøves!
Saa maa — hos Krebsen, jeg forlod,
Hos Konstens Venner og Veninder —
Det styrker mig, at jeg gjenfinder
Den Skaansomhed, som gav mig Mod!