I Sydens Dal den hvide Fos sig styrter
Fra Gletscher-Iis og sneebedækte Fjeld
Og skjuler blandt Kastanier og Myrter
De kjøle Bølgers yndigtsnoede Væld.
Men ogsaa Danmarks Bøgeskove dækker
En Skjønhed i sin sommergrønne Krands:
En speilglat Sø, der smilende sig strækker
Og viser Gjenskin af hver yndig Glands.
Og den er rolig, i de stille Bølger
Den gjemmer Billedet af hvad den saae;
Et Minde om det Elskelige dølger
Den som en trofast Beiler i sit Blaa.
Den nynner tidt, ved dunkelt Aftenstævne,
Om kjære Gjæsters veemodsfulde Savn;
Og lytter man, saa vil man høre nævne
Louises og Sophies faure Navn.
Og denne Aften, medens Lampen skinner
Blandt dunkle Løv og Guldorangers Pragt,
Imellem Blomsterne, som troe Veninder
Har flettet, med Naturen kun i Pagt —
I denne Aften hæver Sø og Skove
Imod os samme hjertelige Røst:
Husk os, husk os, husk Langensøens Vove,
Som huldt I mindes Furresøens Kyst!