Impressionister
Impressionister [’em-] (fr.), Repræsentanter for en malerisk Retning, der først kom til Almenhedens Bevidsthed i Frankrig omtr. 1870, og hvis Program, som Navnet antyder (impression, Indtryk), gaar ud paa at gengive det Indtryk, Øjet modtager af Naturens Fænomener, saa umiddelbart, friskt og naturtro-personligt som muligt uden at lade sig hilde af det vedtægtsmæssige Syn, som Ateliertraditionen let tvinger ind paa.
Selve Benævnelsen I. (ogsaa andre Navne bruges: Intentionister, indépendants) slog Rod i Sproget efter en Udstilling 1871 hos Nadar i Paris: de mange der udstillede Billeder med Titlen impression (af det ene ell. det andet) gav Clarétie Anledning til at kalde Udstillingen salon des impressionistes. Hovedmanden for Retningen blev Manet. I meget fortsatte han kun den Udvikling, som Fortiden havde antydet, han modtog stærke og blivende maleriske Indtryk fra Velasquez, han byggede videre paa den Courbet’ske Kunsts naturalistiske Grundlag, og i Barbison-Skolen fandt han en Kunst, der for Landskabsmaleriets Vedk. saa smaat alt havde virkeliggjort hans egne Ideer, men med paradoksal Følgerigtighed gjorde han den Tendens, der hidtil glimtvis havde lyst frem i Kunstens Liv, til dens Alfa og Omega: imod den tidligere symfoniske Kunst, der vilkaarlig harmoniserede Farverne og ofte stemmede dem sammen i kunstlet Clairobscur, satte han en Gengivelse, der nøgternt og uhildet skulde overføre Farveindtrykkene, som de virkelig formede sig paa Øjets Nethinde i Dagens fri Lys og Luft; i Billedet »Haven« brød han saaledes Vej for Pleinairismen (s. d.), og hans »Olympia« (1865), der vakte baade sædelig og malerisk Indignation, men i Zola, Impressionismens ivrige Talsmand (se Zola’s »Mes haines«), fandt en slagfærdig Forsvarer, var et Stykke virkeliggjort Impressionisme. Om Manet samlede sig snart en Del andre Malere, hvis Avantgarde gerne gaar under Navnet École des Batignolles, saaledes kaldet efter en Kafé i Forstaden Batignolles, der benyttedes som Samlingssted for den ny Tids Mænd. I første Linie bl. disse stod Cl. Monet, den egl. Grundlægger af den farvedekomponerende Teknik, der sætter Farverne ubrudte Side om Side, en Teknik, hvortil der vel tidligere kan paavises mange Tilløb, men først nu knæsattes som Grundsætning. Andre I. var Pissarro, Renoir, Sisley, Berthe Morisot, de Nittis, Boudin, Lepine, Guillaumin, Hollænderen Jongkind og Degas, der med Øjebliksbilledets Lynsnarhed fæstnede Bevægelsen til Lærredet. Den dekomponerende Grundsætning førtes videre af Ny-Impressionismen, »Pointillismen«: Seurat, Signac, Cross etc. For v. Gogh, Gauguin og Cézanne blev I.’s Kunst et
værdifuldt Udviklingsled, som de under intens Nyskaben frigjorde sig for, bort fra I.’s Flygtighed og nervøse maleriske Uro hen imod større Helhedsvirkning. Cézanne med sine geniale Dyrkningsforsøg af Farven i dens Flader til Opnaaelse af Ro og Balance i Billedvirkningen. Fra denne fører Vejen videre til I.’s Modpol. Ekspressionismen (s. d.). 1874—89 arrangerede I. i alt 8 større Udstillinger, i øvrigt foranstaltede de ofte, refuserede fra de alm. Saloner, Særudstillinger af deres Værker.
Saa forskelligartede I. end kunde fremtræde indbyrdes, viste Retningen dog udadtil et ret tydeligt Signalement: En Læggen Vægt paa det rent maleriske og dette opfattet som det øjeblikkelige, vage Farveindtryk, det, det gælder om lynsnart at gribe i Flugten uden Hensyn til Enkeltheder, som Følge heraf en Ligegyldighed for Tegningen, saa Konturerne opløses og bliver flydende og vibrerende; Lyset skal være den alt beherskende Magt og Atmosfæren det Medium, der giver Tingene den rette Farvevalør — »Lyset tegner lige saa meget, som det farver«; Billederne fremtræder derfor i lyse Farver, ofte med lette blaa Skygger. For at være mere i Overensstemmelse med Optikkens Love end tidligere Kunst sætter I. Farverne ubrudte Side om Side paa Lærredet, idet Beskueren ad den Vej (og ved Anvendelse af Komplementærfarver) i nogen Afstand fra Billedet vil opnaa et kraftigere Totalindtryk. Da en plastisk Udformning af Genstandene forudsætter en tillært Rumopfattelse, men ikke skyldes en umiddelbar og naiv Anskuen, forsømmer I. ofte Perspektiven og giver i Stedet Farveflader; betegnende i saa Henseende er Fortællingen om, at Courbet skal have sagt om Manet’s »Olympia«, at hun var saa flad som en Spardame, hvortil da Manet skal have svaret, at Courbet’s badende Kvinder var runde som Billardkugler. Under deres Analyse af selv de flygtigste Indtryk opnaar I. ofte en forbavsende Slagfærdighed i Evnen til at gribe Momentet — under kendelig Indflydelse fra Japanerne — de uvilkaarlige Udtryk og Vendinger, der let forflygtiges under en rolig og langsomt dvælende Iagttagelse. Af Frygt for det anekdotemæssig fortællende svinger de ofte over i en Foragt for selve Indholdet, Emnet i Billedet, hvis Indholdsløshed saa at sige bliver Maalet — Kunsten skal ikke være Tanke, men blot Øje; den skal ikke forme Billeder med nøje gennemtænkt Komposition, men give friske Studier og Skitser, tilfældige Udsnit.
Impressionismen som Skole, som Partiretning, hører allerede Historien til. Et klassisk Skær begyndte snart efter Forkætringen at kaste sig over dens Koryfæer, og Caillebotte’s Samling af impressionistiske Værker fandt, om end med lidt Besvær, Vej til Luxembourg-Samlingens Sale. En stor Del af det, der i Impressionismen var blot Mode, blev afstrøjfet og I.’s Lære gik over i Blodet paa senere moderne Malerkunst; dens Principper er i Virkeligheden et nødvendigt Led i al sund naturalistisk Malerkunst, og med sine Studier af Lyset, Atmosfærens Indvirkning, Valørerne — Cl. Monet malede saaledes atter og atter de samme Poppeltræer blot sete under Aars- og Dagstidernes skiftende Belysning — har den øget Øjets Farvesensibilitet og indvundet nyt Land for Kunsten. Ogsaa uden for Malerkunsten gik Impressionismen sin Sejrsgang, saaledes i Skulpturen (for Eksempel Rodin’s), og i æstetisk Litteratur og Musik gik sideløbende Strømninger. Med Moreau-Nelaton’s Saml. kom I. til deres Ret i Louvre. I. er nu godt repræsenteret i offentlige Saml. i Danmark, særlig gennem Ordrup-Samlingen. (Litt.: Duranty, La nouvelle peinture [Paris 1876]; Duret, Les peintres impressionnistes [Paris 1878, 1906]; samme, Critique d’avant-garde [1885]; Lecomte, L’Art impressionniste [1892]; G. Geoffroy, La vie artistique, 3. Serie: Histoire de l’impress. [Paris 1893]; Muther, »Geschichte d. Malerei d. 19. Jahrh.«, II [München 1893]; G. Moore, »Erinnerungen an die Impressionisten«, mitget. v. Meyerfeld [Berlin 1907]; W. Weisbach, »Impressionismus« [Berlin 1910 ff.]; Picard, »Ende d. Impressionismus« [München 1916]. Endvidere Værker om I. af Mauclaire [1904], W. Dewhurst [1904], Meier-Gräfe [1907] og Kessler [1908]; Carl Petersen, »Impressionismen« [Kunstmuseets Aarsskrift 1917]).