Ekspressionisme

        Ekspressionisme en moderne kunstnerisk Retning, der bygger videre paa v. Gogh’s, P. Gauguin’s og Cézanne’s Kunst og stiler mod det stærkeste Udtryk (Ekspression) gennem den største Enkelthed i de kunstneriske Midler. I Modsætning til Naturalismens og Impressionismens passive Gengivelse af de ydre Fænomener vil E. en aktiv Kunst, der bevidst omformer de naturalistiske Indtryk og — som det hedder i E.’s Program — giver det ideale Udtryk for den i Verden projicerede konstruktive Aand. Derfor en ny Stil, der — uafhængig af Yderverdenen — forstærker Udtryksformerne efter en ny Rytmik og nyt Farvevalg, efter dekorative ell. monumentale Bevæggrunde (Dyrkelsen af den farvede Flade, af Farvekvadraten, Fremhævelsen af det dynamiske i Kunsten). Denne E.’s centraliserende Retning lægger Tyngdepunktet for den kunstneriske Anskuelse i den suveræne, visionære Aand, der kun kan aabenbare sig i det afkortet antydende: lapidar Farve, lapidar Maleform. Som Begrebet E. er uklart, har denne Retning ogsaa om sin Fane samlet højst forskelligartede Repræsentanter for nyere Kunst. Grafikere som Redon, Ensor m. fl. viste Vej til E.; fremragende dygtige Kunstnere som Matisse, Picasso m. v. var Gennembrudsmændene for de ny Udtryksformer, som i streng Konsekvens let fører over til »Kubisme« og »Futurisme«. (Litt.: W. Hausenstein, »Die bildende Kunst d. Gegenwart« [Stuttgart 1914]; P. Fechter, »Der Expressionismus« [1914]; Hermann Bahr, »Expressionismus« [München 1916]).