Enhedstanken

        Den romantiske periode, som i Danmark begyndte omkring 1800, eller nærmere med Oehlenschlägers debutudgivelse Digte (1803), var sat i gang af Henrich Steffens (1773-1845).

        Naturvidenskabsmanden Steffens blev født i Norge, som søn af holstensk fader og en dansk moder, men familien flyttede i 1779 til Danmark, hvor Steffens voksede op. Steffens studerede i Jena den nye naturfilosofi — filosofien om den beåndede natur. Man ville sammentænke samtlige eksistensformer i universet i én organisk naturteori, som forklarede hvordan den tilsyneladende regelløse, vilkårlige natur var gennemstrømmet af en ordnende ånd, som måtte opfattes som den bevægende kraft bag naturens udvikling og som binder den sammen i en uendelig sammenhæng. Dette var materielt anskueligt ved f.eks. opdagelsen af elektricitet i både naturens uorganiske og organiske dele — selvfølgelig især Galvanis frølår i 1789. Denne ordnende naturs enhedsdrift var gennemtrængt af hinanden modvirkende kræfter — f.eks. belyst ved magnetismen. Helhedsdannelsen bliver til i en aldrig afsluttet proces ved en uafladelig kamp imellem modsætninger.

        Enhedstanken gør, at disse ideer både gælder planeterne, dyre- og planteriget, og ikke mindst mennesket og hvad man opfattede som udviklingens højeste potens: kunsten og geniet.

        Steffens vendte tilbage til Danmark i 1802, hvor han i nogle forelæsninger udbredte de nye tyske ideer, som bla. kom til at hjælpe Oehlenschläger i tilegnelsen af det nye og i "tilblivelsen" af et romantisk digter-geni.