Gustav Wied (1858–1914)

Wied, Gustav Johannes, 1858–1914, Forfatter. Født 6. Marts 1858 paa Holmegaard, Branderslev Sogn ved Nakskov, død 24. Okt. 1914 i Roskilde, begravet samme sted. Forældre: Proprietær Carl August Wied (1822–1914) og Catharine (Trine) Karoline Boesen (1831–1910). Gift 28. April 1893 i Sæby med Alice Tutein, født 7. Juli 1869 paa Høgholt, Datter af Godsejer, senere Klasselotterikollektør, Folketingsmand Ferdinand Tutein og Hustru.

Wied havde arvet sin litterære Sans fra sin Moder, der »digtede og fortalte de skønneste Eventyr i Mørkningen«; hun er Meddeler af Materialet til det »Bedstemoders Manuskript, spredte Billeder af Livet i Aarhundredets Midte«, som Sønnen udgav (1897).

Wied begyndte allerede som Dreng at digte, han vilde være Tragiker, blev det jo ogsaa paa sin Vis. Først maatte han dog gaa ad Omveje: som Boghandlerlærling i Nakskov, senere i Kbh., dernæst som Skriver paa et Sagførerkontor, endelig et Par Aar som Huslærer paa Overgaard ved Mariager Fjord. 1886 fik han Studentereksamen fra et Kursus og blev næste Aar cand. phil. En Tid var han Timelærer paa Sundby Realskole; derefter var det hans Ønske at blive Skuespiller; han optraadte paa Strindbergs Forsøgsteater i Kbh. og Malmø og var nogle Maaneder forlovet med Anna Larssen.

Wieds første Skrift var en Pjece »Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Storehedinge og dens Følger af Peter Idealist« (1887), en Begivenhed, som endnu mange Aar efter optog hans Fantasi i »Dansemus«. Derefter fulgte nogle Dramaer, som han selv vedblev at forsvare, men som det er vanskeligt for andre at tillægge nogen højere Værdi. De viser hans tidligt udviklede Grundtilbøjelighed for det forargelige og skandaløse. »En Hjemkomst« (1889) handler om Had mellem Fædre og Sønner (den sindssyge Søn springer til sidst ud ad Vinduet); det blev spillet een Gang i Glostrup Afholdsforening. »En Bryllupsnat« (skrevet 1890, trykt 1892), hvori en Bedstemoder vil kvæle sin Datterdatter, da hendes Svigersøn gifter sig paa ny, blev opført af Studentersamfundets frie Teater (6. Febr. 1892), men blev hysset ud. »Jægermesterinden« (skrevet 1889, trykt 1894) peger mere hen imod det senere Forfatterskab. Fortællingen »De unge og de gamle«, trykt blandt flere »Akvareller fra Land og By« i Ove Rodes Blad »København« 27. Dec. 1891 (ændret Optryk i »Barnlige Sjæle«, 1893), skaffede ham ved Højesteretsdom af 17. Okt. 1892 Fængsel paa sædvanlig Fangekost i fjorten Dage for Overtrædelse af den litterære Blufærdighed. Hans Ungdom er skildret i Erindringerne »Digt og Virkelighed« (trykt 1914; i Mindeudgaven, I, 1915) og digterisk fortonet i »Ungdomshistorier« (1895). Han levede længe et ret omflakkende Liv, paa Møen, ved Æbeltoft, Sæby, Næstved, i Berlin, indtil han endelig slog sig ned i Roskilde, hvor han adspredte sig med at binde sine Bøger tarveligt ind og een Gang om Ugen at besøge Kbh. Han har foretaget en større Rejse til Middelhavet og flere til Tyskland. Hans Bøgers store Succes i Danmark (og Udlandet) faldt efter Aarhundredskiftet; i sine sidste Aar følte han sig udskrevet, under en Sygdom tog han Livet af sig.

Wieds egentlige Forfatterskab begynder med en Række Skitser og Fortællinger, som i Form og Aand er en Blanding af Naturalisme og gammeldags Humoreske á la Dickens (eller Carl Møller). Vittigst er »Silhuetter« (1891), som indeholder dels Herregaardsbilleder, dels Billeder fra Almuen; udmærket er her Kelten i fire Fortællinger, »Faareper«, Pessimist, Kvindehader og Fader til fire uægte Børn, en Skikkelse, som senere er omdigtet til »Knagsted«. Bogen fortsætter Schandorphs Landsbybilleder og danner en Slags Modstykke til Pontoppidans ved sin frie Humor. »Barnlige Sjæle« (1893) indeholder Billeder fra Wieds Vandreaar i jyske Provinsbyer. »Menneskenes Børn« (I-II, 1894) bestaar mest af Anekdoter og Bagateller; i den Fortælling, hvoraf Samlingen har sit Navn, fremstilles to Trin af Kærlighedens Aldre, det sidste er benyttet til Skuespillet »Den gamle Pavillon«. I »Lystige Historier« (1896) afryster Digterens Genius sine Lænker; han tager Afsked med Realismen og den smaalige Humoreske; det bedste af Bogens Stykker, »Da Baby skulde paa Hotel«, er allerede et Satyrspil.

Den forunderlige Genre, Wied kaldte Satyrspil (nærmest en folkeetymologisk Anvendelse af Ordet), er hans egen Opfindelse. Destore og smaa Mesterværker, han her har frembragt, er ikke skrevne for Scenen. De er naturligt opstaaede af hans Fortællinger; de trykker den episke Fremstillings beskrivende Elementer ned til en underfundigt redigeret Regie og lægger al Vægten paa det glimrende, tit uhyre udfordrende Replikskifte. De begyndte 1895 i »Tilskueren« med »Herrens Venner ingen Sinde«. I Bogform udkom »Erotik« (1896, tilegnet Schandorph), der gjorde Lykke ved Opførelsen, men endnu virker noget abstrakt. En overdaadig Udfoldelse af Wieds Geni bragte »Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde« (1897). Regien er fortræffelig. Svagest er Borgerspillet, der foregaar i den danske Normalby Tuttiput; ypperligst Bondebilledet »Døden«. »Det svage Køn« (1900) viser Wied som Kvindehader; den er gennemgaaende kunstnerisk svagere og gentager den forrige Serie. Samlingen »To Kroner og halvtreds« (1901) indeholdt Enakteren »Skærmydsler«, der til Dato har holdt sig som et af Det kgl. Teaters Trækplastre. Sit Højdepunkt naaede Wieds Digtning i denne Genre med »Dansemus« (1905), der overhovedet er Pragtstykket i den Wiedske Litteratur. Det er en uhyre udramatisk Rabelais’iade, egentlig som en Monolog, hvori Forfatteren hørligt sufflerer de andre Stemmer. Skribenten »Edmund Melling født Jensen« er Wieds Inkarnation. Paa Bagsiden af Bogen er afbildet en Prædikestol fra Vejle Kirke, udstyret med Figurer, der minder om de bekendte Uhyrer paa Notre-Dame i Paris. Det er Satyren, der forlanger, at man skal grine ad ham — hvis man kan overvinde sin Skræk. Thi Bogen er skrevet ud fra en dyb Livsangst og Forargelse; den undsiger det virkelige Liv i en ynglingeagtig Idealismes Navn. Et dramatiseret Udtog besørgede Wied sammen med Emma Gad under Titlen »Kærlighedens Kispus« (1914).

Med sit geniale Greb paa Replikken og den groteske Situation kunde man tro, Wied vilde blive en ypperlig Dramatiker. Men Scenen var ham for snæver. Hans Skuespil er blotte Episoder af Satyrspillene eller Romanerne. »Første Violin« (1898), »Barnlige Sjæle« (1900), »Atalanta« (1901) er udarbejdet sammen med Overretssagfører Jens Petersen. »Den gamle Pavillon« (1902) er laant fra »Menneskenes Børn«, »Ranke Viljer« (1906, opført under Titlen » 2 X 2 = 5«) fra »Ungdomshistorier«, »Thummelumsen« (1901) fra Romanerne »Livsens Ondskab« og »Slægten«, »Hendes gamle Naade« (1904) fra Novellen »Menneskenes Børn« og Romanen »Slægten«. Ogsaa »Et Opgør« (1903) og »Kærlighed, fire Idyller« (1909) var bestemte for Scenen. Den største Vanskelighed ved at overføre Wieds Poesi til Teatret ligger i det Element af Pinlighed og uforsonlig Forargelse, den gemmer inderst inde.

Wieds Romaner er i Grunden ikke meget forskellige fra hans Digtning i dramatisk Form. Det er Replikkerne og Situationerne, som giver dem Vinger; Personerne er kun tegnet i geniale Glimt. »Slægten« (1898) skildrer Degenerationen i en adelig Familie; Hovedskikkelserne er en Landjunker, der er gift med en adelig Eventyrerske og af hende trækkes ned i Drikfældighed og Afsind, og en erotoman Præst; Bogen har ypperlige Scener og Interiører. Den bitre Moral er, at de gode Menneskers Skæbne er at blive traadt ned. Som en Slags Fortsættelse heraf (»Opus II«) udgav Wied 1908 »Fædrene æde Druer«- (efter Jeremias 31,29, underforstaaet: »og Sønnerne faa ømme Tænder«). Den er uhyggeligere end sin Forgænger, skildrer, hvordan en Bondeslægt træder en degenereret Adelslægt under Fødder; den er sundere, ikke bedre. Bogen er rig paa vilde Scener, en Karikatur over Livet og Udviklingen i den store Stil; begribeligt nok er Digterens Talerør, Isidor, Karikaturtegner. Mindre storartede i deres Anlæg er de to sammenhørende Romaner »Livsens Ondskab« (1899) og »Knagsted, Billeder fra Ind- og Udland« (1902); de oser begge rigeligt afden borgerligt-komiske Tradition i det 19. Aarhundrede. Den første af Bøgerne giver Billeder fra »Gammelkøbing«, med ypperlige Interiører og Skikkelser. I den anden Bog rejser to af Personerne til Karlsbad (som Wied selv havde besøgt gentagne Gange; jfr. Carl Møllers »Mørupper«). Denne Bog med dens stadige Debat mellem en Reaktionær og en Tilhænger af Udviklingstroen viser, at Wied egenthg ikke lod sig indordne under den fremskridtsvenlige Forfattergruppe.

Wieds sidste Bøger er Efterklange. »Circus Mundi« (1909) har en Gruppe smukke Skildringer, »Havanna-Udskud«, om de afsporede Eksistenser, der havde fortjent en bedre Skæbne, »Tre Satyrspil« (191 I ) , »Pastor Sørensen & Go.« (1913) og »Imellem Slagene« (heri den interessante »Af den gamle Vinhandlers Optegnelser«, 1914) betegner en synkende Linie.

Wied var, i den korte Tid, da han arbejdede for sin fulde Kraft, en af sin Tidsalders største Skribenter. Man kan sammenligne ham med Maupassant eller Fröding, den lurende Livsangsts Digtere. Hans Motiv er at vise Dødens grinende Ansigt bag Livsglæden, Tragedien paa Idyllens Bund. Navnlig giver Køns- og Afstamningsforholdet ham Anledning til Indignation og Karikatur. Der ligger en mægtig Patos gemt under hans ofte ret grumme Spøg. Lystigheden er paatagen, de frodige Indfald er kun en Fortvivlelsens Henstand. Forunderlig er den Kærlighed til Livet, som hos Wied er parret med denne ædende Pessimisme. Han er en af vore mest nationale Digtere. Hans Billeder fra Fest og Hverdag i Danmark ved Aar 1900 vil kunne studeres af en fremtidig Slægt som et Kulturminde; men man maa rigtig nok tage Temperamentets Egenart med i Betragtning, det oprevne Sind, det saarbare Gemyt, som aldrig forvinder den første græsselige Oplevelse af Livets Raahed. Mod sin Villie er Wied Moralist, og den Moral, han sværger til, er snarest en kristelig, gammeldags og borgerlig. Den uovervindelige Melankoli er hans Digtnings Grundtone, den aldrig trøstede Higen imod en bedre Verden end den, der falder ind under de fem Sanser, og som fylder ham med Væmmelse.