Jens Wadum (1746–1804)

Wadum, Jens, 1746—1804, Rentekammerkommitteret, fødtes 31. Jan. 1746 paa Faderens Gaard Nørgaard i Grinderslev Sogn, Salling, som Søn af Claus Jensen Wadum (f. 1711 i Aalborg, † senest 1747) og Hustru Mette Hansdatter f. Winde (vistnok f. i Saltum 1719, † 1757). Han blev Student fra Aalborg Skole 1763 og ansattes 1772 som Kopist i General-Landvæsenskommissionen, hvorfra han 1773 gik over i Landvæsenskontoret, hvis Chef han blev 1777. 1790 udnævntes han til Kommitteret i Rentekammeret, og i denne Stilling virkede han til sin Død, 18. April 1804. 1800 havde han faaet Titel af virkelig Justitsraad. W. var efter Samtidens Vidnesbyrd en mer end almindelig dygtig og nidkjær Embedsmand, hvis betydelige, baade praktiske og theoretiske, Indsigt i sit Fag i høj Grad kom Landvæsensreformerne til gode. Og dog ligger hans egentlige Betydning maaske ikke her. Det er meget rimeligt, at han, som Rahbek siger, «gik svanger med det Forehavende i mere end én Henseende at blive Danmarks Nicolai». Det vil sige, han vilde, dels som Udgiver, dels ved personlig Paavirkning paa den Kreds, han tilhørte, i det stille øve Indflydelse. Han attraaede ikke at være Leder eller Fører, men han vilde være med til at skabe offentlig Mening, og dette lykkedes ham ganske. Han var den egentlige Stifter af det danske Litteraturselskab (1775), og snart efter kom han til at spille en ikke ringe Rolle i «Drejers Klub». «W.s Vindueskrog» i Klublokalet var berømt. Man sagde, at «der fra det Vindue udbredte sig mere Lys over Borgersamfundet end fra mangen højlovet Oplysningsanstalt». Lyttede man i Almindelighed gjærne til hans Ord, maatte de faa dobbelt Vægt hos hans Venner, da Spørgsmaalet om Bondens Frigjørelse rejstes, thi paa dette Omraade var hans Sagkundskab ubestridelig, og da han aldeles afgjort sluttede sig til Reventlow, hvem han med en hos ham ualmindelig Begejstring kaldte for «en stor Mand», tør det nok paastaas, at han bidrog ikke ganske lidt til i Hovedstaden at skabe den offentlige Mening, der var Reformerne en saa væsentlig Støtte. At den lige saa besindige som varmhjærtede Mand ogsaa fremhjalp mange andre af de Bestræbelser, der vare oppe i Tiden, siger sig selv. Ikke faa ere de Lovord, Venner som Rahbek have ødslet paa ham, men mest betyder dog maaske det smukke Eftermæle, Collin satte ham i «Borgervennen». Hans Skribentvirksomhed var uden større Betydning. W. var gift med Johanne Christine Koch (f. i Kjøbenhavn 22. Juli 1750, † 20. Marts 1837 i Randrup Præstegaard), Datter af Ib Andersen K. og Anne Marie Johannesdatter og vistnok senere adopteret af Boghandler Jacob Deichmanns (IV, 240) Forældre.

Nyerup og Kraft, Litteraturlex. Rahbeks Erindringer.