Christian Braunman Tullin (1728–65)

Tullin, Christian Braunmann, 1728–65, Digter og Forretningsmand, var født i Christiania 6. Sept. 1728. Forældrene, Guldbrand Hansen og Ragnhild Olsdatter f. Deli, vare ganske jævne, men agtede Borgerfolk. Hans to Døbenavne bero rimeligvis paa Opkaldelse efter Overhofretsassessor C. B. (d. 1729). I sin Skoletid ses han at være kaldet Braunmann; Navnet Tullin skal være efter Faderens Fødested, Tullien i Ringebo (Gudbrandsdalen). At han kom til at studere skyldtes Stiftsprovsten Gunder Tøgersen Weggersløf. Denne talentfulde Mand, der var født og opdragen i England, har rimeligvis ogsaa henledet T.s Opmærksomhed paa den engelske Litteratur, af hvilken han snart viste sig at være paavirket. T. blev Student 1745. Hans Fader var da død, og Moderen havde ægtet en Toldvisitør Kofod, men Sønnens Fædrenearv var tilstrækkelig til at give ham gode Vilkaar i Studenteraarene. Disse anvendte han vel. Medens han forberedte sig til den filosofiske Examen, lagde han sig med Iver efter Fransk, Tysk, Musik og Tegning; derefter lod han sig vejlede i Theologi af en lærd Præst, Christen Nold i Karrebæk paa Sjælland, og tog 1748 theologisk Examen.

Derefter vendte han for bestandig hjem til Christiania. I Begyndelsen øvede han sig der i at prædike, og Tilhørerne fandt, at hans Taler mindede om den afholdte Weggersløf, der nu var død, men Sygelighed bragte ham til at opgive al Tanke paa gejstligt Embede. Derimod lagde han sig nu efter Retsvidenskaben, uden dog at tage nogen Examen heri, og snart overtog han en Fabrik for Spiger, Stivelse og Pudder ved Lysaker i Christianias Nærhed. Det akershusiske Toldsocietet valgte ham 1759 til Toldinspektør, Aaret efter blev han Viceraadmand og 1763 virkelig Raadmand i Christiania, kort efter tillige Tolddirektør, men allerede 21. Jan. 1765 døde han af Brystsyge. Med sin Hustru Mette f. Kruchow, en Præstedatter fra Langeland, hvem han havde ægtet 1760, havde han foruden andre Børn Sønnen Claus (d. 1830 som Hofintendant i Christiania).

Næppe skulde nogen paa Forhaand ane, at det Liv, hvis ydre Hovedbegivenheder her ere anførte, tillige var et Digterliv. Og dog var T., om end kun i en kort Tid, Danmarks og Norges mest fejrede Digter. Hans Arbejder vare dog rigtignok for det meste Lejlighedsdigte, fremkaldte enten ved Anledninger i Christiania eller ved de af «Selskabet for de skjønne Videnskaber» udsatte Prisopgaver.

T.s første poetiske Forsøg (en Kirkekantate) er fra 1749, og derefter fulgte i de følgende Aar nogle andre Smaating. 1758 blev Mærkeaaret i hans litterære Liv, thi da var det, at han udgav sit en Gang berømte Digt «Majdagen» i Anledning af et Bryllup i Christianias Rigmandsverden. Morten Leuch ægtede 6. Maj den «fornuftige, dydige og dejlige» Matthia Collett (siden Bernt Ankers Hustru). Digtet, hvori Brud og Brudgom i Datidens Hyrdestil betegnes som «Menalcas og Melicinda», vakte den højeste Opsigt. I Kjøbenhavn eftertryktes det gjentagne Gange, oversattes paa Tysk af Cramer og vakte endog Lessings Anerkjendelse i den Grad, at han (Sämmtl. Schriften, hrsg. v. Lachmann, VI, 120), udtalte, at den tyske Litteratur næppe ejede et saadant Bryllupsdigt. Forfatteren havde pludselig vundet et Navn. I 1761 og 1764 tryktes hans Prisdigte om «Søfarten» og om «Skabningens Ypperlighed», hvilket sidste af mange ansaas som hans Hovedværk. Da Digteren i 1764 med sin Ven James Collett gjorde en Forretningsrejse til Kjøbenhavn for at gjøre Akkord om Forpagtningen af Told og Konsumtion i det søndenfjældske Norge, modtoges han der med de største Æresbevisninger. «Der var ingen Mand af Stand eller Lærdom, som jo opvartede ham i hans Herberge». (Rahbeks Erindringer IV, 33). Men han fik kun kort Tid at glæde sig over denne Hyldest, da han døde allerede Aaret efter. Hans Digterbane havde, regnet fra «Maj dagen» i 1758, kun omfattet lidt over 6 Aar.

Han havde selv tænkt paa at udgive sine samlede Poesier, men ikke naaet at udføre sit Forsæt, hvorimod der i 1763 mod hans Vidende var udkommen en «Samling af T.s Vers». Efter hans Død udkom hans Værker i 3 Bind (1770–73). Mange ubetydelige Ting, især Gravskrifter, bleve her medtagne, og den større Del af Samlingen optoges af en Række «af brudte Tanker», som han efterhaanden havde nedskrevet, maaske eller vel endog sandsynligvis uden at tænke sig, at de skulde offentliggjøres. Det blev i sin Tid dadlet, at Udgiverne havde medtaget dem; Eftertiden har derimod Grund til at være dem taknemmelig derfor, da de indeholde mange interessante Bidrag til Tidens Karakteristik.

T. skrev et for sin Tid rent og ypperligt Sprog, og alt, hvad han har skrevet, udmærker sig ved Tankens Klarhed og røber skjønsomt Studium af gode, især engelske Forfattere. Men som Digter var han dog egentlig en Dilettant i Fristunder, og han havde desuden ogsaa andre Libhaverier, f. Ex. Malerkunsten (Personalhist. Tidsskrift 2. R. II, 126 f.). At han en Tid opnaaede saa stor Berømmelse, skyldtes vel nærmest den Omstændighed, at han optraadte under et Slags Interregnum i den dansk-norske Poesi. Saa snart Ewald var fremtraadt, svandt hans Glorie hurtig, hvad Landsmænd i Begyndelsen ej ret kunde finde sig i, ja hvorimod endog J. N. Brun tog højrøstet til Orde. Imidlertid kunde dog Rahbek paa ny udgive et Udvalg af hans Digte (1799), og endnu N. C. L. Abrahams (Meddelelser af mit Liv S. 25 f.) omtaler T.s Digte som «en kjær Barndomslæsning».

I norsk Aandslivs Historie vil T.s Navn altid bevare en høj Plads, thi han var den første betydeligere indfødte Digter, der ikke alene forblev i Hjemlandet saaledes som Peder Dass, men tillige formaaede at gjøre sig gjældende i begge Riger. Fremfor alt er han knyttet til sin Fødebys Historie, hvis Patriciats Stolthed han var, og i hvis Selskabelighed han til Dels mod sin Vilje maatte spille en meget fremskudt Rolle.