Topelius, Zacharias, finsk Digter og Historiker. Søn af ovennævnte [Zacharias Topelius, d. æ., finsk folkemindesamler (1781–1831)], født 14. Januar 1818, død 12. Marts 1898. Han blev Student 1833, Magister 1840, Licentiat 1844, Dr. phil. 1847 og Professor i Helsingfors fra 1853 til 1878. Topelius fik en udmærket Opdragelse, og han stiftede tidlig indgaaende Bekendtskab med den svenske og udenlandske Litteratur, som øvede saa stærk Indflydelse paa hans Udvikling, at han optraadte som Digter, før han blev Student. Kort efter at han var blevet Magister, var han saa heldig at blive Redaktør af »Helsingfors tidningar«, og da hans økonomiske Kaar saaledes bedredes, giftede han sig 1845. Aaret efter ansattes han som Lærer og Biblioteksassistent, og derved kom han i Berøring med Livet. hvilket indvirkede paa hans Produktion. Da Topelius udgav sine »Ljungblommor« (1845), synes han saaledes at staa paa et Vendepunkt, hvilket ogsaa viser sig derved, at han senere udelod største Delen af denne Digtsamling i de senere samlede Udgaver.
Det, som bryder frem i ham, er det nationale Element, og det viser sig særlig i hans Egenskab af Redaktør. Topelius gør Epoke i den finske Journalistiks Historie ved sine »Leopoldinerbreve«, hvor alle Dagens brændende Spørgsmaal behandles. Med Forkærlighed dvæler han ved Arbejderspørgsmaal, Spørgsmaal om forædlende Folkefornøjelse o. s. v., men samtidig følges den finsk-nationale Sag med Interesse, hvorom bl. a. hans Opraab »Till Finlands mödrar« om at lære Børnene at elske Land og Sprog vidner. Endelig giver han Udsigter over Udlandets Historie, og gennem Artiklerne om Udlandets Kulturbevægelser gaar en kraftig Opfordring til Landsmændene om at tilegne sig det værdifulde. Og efter den bevægede Tid i 1848 bliver det en stadig Fordring i Retning af Selvovervindelse til Fordel for Folket, som gennemtrænger hans Produktion og hans Digtning.
»Våren 1848«, »Finlands namn«, »Studentvisa« (1852) og »I mörka tider« betegner Topelius’s Opfattelse af Individets Ringhed i Forhold til den Idé, som skal befordres, og det er samme Anskuelse, som fremtræder i de historiske Noveller, »Gamla baron på Rautakylä« (1845), »Hertiginnan af Finland« (1850), som netop da ser Lyset. 1851 begynder han Udgivelsen af Romancyklus’en »Fältskärns berättelser«, der omfatter fem Bind (1853–67) og indeholder et finsk-svensk, romantisk-historisk Billedgalleri fra Gustaf II Adolf’s til Gustaf III’s Dage. Hans Tilbøjelighed for det mystiske fremtræder her i hans Blanding af spændende Eventyr, brogede Scenerier, som er forenet under hans lyse Haab og opofrende Sandhedskærlighed og Retfærdighedstrang. Han har her særlig valgt Ungdommen og Folket til Genstand for sine Skildringer, og denne Følelse for det enkle og naturlige har gjort Topelius særlig egnet til at være Fortæller for Børn. Han begyndte sin Produktion for Børn med sine 4 Samlinger »Sagor« (1847, 1848, 1849, 1852), i hvilke han giver en klar og enkel Fremstilling af de ledende Ideer, som har sat hans Stemningsliv i Svingninger.
Samtidig tiltraadte Topelius et nyt litterært Omraade, idet han i 1850’erne begyndte at dramatisere sin Novelle »Gamla baron« og derefter skrev enkelte Skuespil, Librettoer og Proverber. Men samtidig deltog han i Dagens storpolitiske Debat under Krigen mellem Vestmagterne og Rusland. I Digtet »Den första blodsdroppen« (1854) og flere Artikler samt i »Sylvias visor« udtaler han sig tydelig og skarpt om sin Mening angaaende Finlands Stilling til Rusland under Krigen, og i den tredie Samling »Ljungblommor« (1854) findes tillige Digte, hvori han udtaler sig forhaabningsfuldt, en Tone, som anslaas endnu kraftigere i Digtene »Islossningen i Uleå elf«, »Saima kanal« og i flere Digte fra 1856. Topelius’s Haab blev imidlertid beskæmmet, det var kun under Anvendelsen af den alleryderste Forsigtighed, at han beholdt sin Professur og kunde udgive sit Blad.
Da han endelig 1860 saa sig nødsaget til at opgive sit Blad, kunde han se tilbage paa en meget betydelig Virksomhed baade som Redaktør og Forfatter, og hans Arbejdsevne toges meget stærkt i Brug ved Universitetet og ved forskellige andre Hverv. Men han fandt dog Tid til fortsat Digtning og til Udarbejdelse af Indlæg om Dagens vigtigste Problemer. Han hilser med Glæde enkelte kulturelle Fremskridt, men efterhaanden fremtræder et religiøst Element meget stærkt, hvilket særlig kom til sin Ret under hans Virksomhed som Medlem af Salmebogskommissionen og under hans Udarbejdelse af »Evangelium för barnen« (1893), Udlægning af Kirkeaarets Evangelier. Men tillige gjorde hans Religiøsitet sig gældende i hans senere Omarbejdelser af ældre Ting. Det kunde ikke undgaas, at hans Udtalelser ofte støder an mod Opinionen; men efterhaanden er det dog blevet klart i den store Sprogstrid og Strid om Opdragelsen, at han i Hovedsagen har Retten paa sin Side, og det er det samme Indtryk, Læseren modtager af hans posthume Samling »Blad ur min tänkebok« (1898).
Hans 70- og 80-aarige Fødselsdage blev virkelig nationale Festdage, hvorom de forskellige Festpublikationer bærer Vidne. Han stod da for den almindelige Bevidsthed som den sidste Repræsentant for den finske litterære Storhedstid, og man følte, saa længe han levede, at hans Navn var et Værn mod de tunge Tider, som brød frem. Men kort efter den sidste Festdag sygnede han hen og døde næppe to Maaneder efter.
Topelius tilhører Romantikken helt og holdent. Fædrelandskærligheden er det Centrum, om hvilket stærkt etiske og religiøse Følelser slynger sig. Sammensatte Følelser er ham fremmede; hvor han mest er sig selv, fornemmer Læseren et friskt Pust af Lune og Ungdomsfriskhed og en varm Naturglæde. Derfor blev han som allerede nævnt i første Linie Digter for Børn og usammensatte Naturer, og de Bøger af ham, der vandt størst Anerkendelse og altid vil vinde ham ny Læsere, er hans 8 »Bøger«, »Läsning for barn« (1865–96), hans to historiske Romancykler, enkelte af hans Digte og hans Læsebøger »Naturens bok« (1856) og »Boken om vort land« (1875); derimod er hans Dramatik, selv »Regina von Emeritz« (1854), svagere. Topelius’s Samlede Skrifter udkom i 4 Serier 1899–1912.
Litteratur:
E. Vest, »Zacharias Topelius« [1905]; V. Vasenius, »Zacharias Topelius« [1912–13]; I. Ahrenberg, »Zacharias Topelius’s hundraårsminne« [1918]; S. Lagerlöf, »Zacharias Topelius« [1918].
O. Thyregod in Salmonsens konversationsleksikon, 2. udg., 1915–1930, Bd. XXIII, pp. 602–603.
1818
Topelius født i Kuddnäs.
1819
Jødeforfølgelser i København.
Landets første dampskib, Caledonia, indsættes mellem København og Kiel.