C.E. Steenbloch (1773–1836)

Steenbloch, Cornelius Enevold, 1773—1836, Professor, fødtes 27. Febr. 1773 i Bynæssets Præstegjæld ved Throndhjem, hvor hans Fader, Cornelius S. (f. 1729, † før Sønnens Fødsel 1772), havde været resid. Kapellan; 1794 blev han Student fra Throndhjems Skole og tog 2. Examen, hvorefter han begyndte paa det theologiske Studium. Han var en Tid Informator paa Knuthenborg og blev 1806 Adjunkt og 1814 Overlærer ved Frederiksborg lærde Skole. 1816 blev han udnævnt til Professor i Historie ved det norske Universitet, hvorefter han bosatte sig i Christiania og levede der (ugift) til sin Død, 31. Okt. 1836. S. var en for de historiske Studier tidlig interesseret Mand, der tillige arbejdede med «de skjønne Videnskaber» og som Dilettant syslede med Maleri og Musik. Hans Forfattervirksomhed var dog, trods hans omfattende og mangesidige Interesser, ikke stor. «Uagtet den endog anstrængte Flid» – hed det ved hans Bortgang –, «hvormed den afdøde arbejdede i sit Fag, og hvorom hans Forelæsninger vidnede, er det dog kun saare ubetydeligt, han af egentlige historiske Undersøgelser har ladet trykke.» En Afhandling af retshistorisk Indhold, for hvilken han i 1798 vandt Universitetets Guldmedaille, er forbleven utrykt. Hans eneste trykte historiske Arbejde er den 1814 udkomne Afhandling «Om de gamle Skandinavers Vaaningshuse». Til enkelte populære Skrifter af andre Forfattere har han ydet Bidrag. Hans skjønlitterære Forfatterskab blev noget større. Til det norske Selskabs Protokol har han ydet Bidrag og derhos ladet enkelte Digte trykke foruden en «dramatiseret Historie i 5 Akter», der udkom 1808 under Titelen «Frederikshalds Belejring i Aaret 1716». Ogsaa Drikkesangen «Gubben Noah» skal være af ham. Han interesserede sig for den gamle Visedigtning og har bl. a. givet Bidrag til Nyerups og Rahbeks Samling. Det er vanskeligt at danne sig en klar Opfatning af S. som af flere andre inden den ældre Stamme af det norske Universitets Lærere. Ved hans Død blev det sagt: «Har end vor afsjælede Lærer mindre, end tidlig glimrende Evner syntes at bebude, sørget for sit Navns Forplantelse til den sildige Efterslægt, og maa vi end beklage, at Kraften for tidlig veg fra ham, — hans Samtid vidste at skatte ham og skal holde hans Minde højt i Ære.»

Halvorsen, Norsk Forf. Lex.