Ole Johan Samsøe (1759–96)

Samsøe, Ole Johan, 1759–96, Digter. S., en Søn af Koffardikapitajn Jørgen S., blev født 21. Marts 1759 i Næstved. Som Dreng kom han, sammen med sin Huslærer, jævnlig ud paa Herlufsholm Skole og sluttede her Venskab med en af dens daværende Disciple, K. L. Rahbek. I 1773 blev han sat i Kolding Latinskole, hvis Rektor, Skule Thorlacius, efter hans eget Udsagn bidrog meget til at vække hans videnskabelige Interesse. Han blev dimitteret fra denne Skole i 1776-, Aaret efter tog han den filosofiske og i 1779 den filologiske Examen. S. A. døde Faderen, og af den Arv, der tilfaldt S., kunde han nok leve, mente han. Saa forlod han den slagne Embedsvej, draget af Kjærlighed til friere litterære Sysler. Et Bekjendtskab, som han stiftede med Historikeren Kierulf, hjalp meget til at uddybe denne Kjærlighed. — S. blev paa dette Tidspunkt Medlem af en af disse den Gang saa meget yndede litterære Klubber, i hvilke Medlemmerne, for gjensidig at udvikle hinandens litterære Evner, efter Tur skulde indlevere et eller andet litterært Arbejde. Da Turen kom til S., skrev han «Fridthjof», en nordisk Fortælling i den af Suhm skabte Genre; senere kom 2 andre nordiske Fortællinger, «Hildur» og «Halvdans Sønner». Rahbek taler i Anledning af disse Arbejder om S.s «mere end almindelige Fortrolighed med vore gamle Forfædres Karakter, Sæder og Skikke». Fortællingerne røbe imidlertid ingen Fortrolighed med Aanden i Nordens Oldtid; de ere gjennemtrængte af en, undertiden noget sødlig, moraliserende Tone. Om «Hildur» siger en Anmelder, at den staar højt ved sine «strænge Grundsætninger og den dybe Ærefrygt for Dyd, Uskyld og Pligt».

Slutningen af 70erne er «Werther-Perioden» i vor litterære Udvikling. S. besad et irritabelt Nervesystem og et fra Faderen arvet Anlæg til Tungsind. Han faldt da ogsaa som et Offer for «Werther-Feberen»; voldsomme Sindslidelser, siger Rahbek, kaldte Tungsindet frem. Den sidstnævnte hørte selv til de stærkt angrebne, og han tænkte saa paa en Udenlandsrejse for om muligt at slippe bort fra Sygdommen. «For at undfly sig selv» og for at være Rahbek en Trøster paa den tunge Vandring besluttede S. at følge med ham. I Juli 1782 rejste de fra Kjøbenhavn til Kiel, hvor de 2 Melankolikere forgjæves søgte at trøste hinanden; der var meget, de ikke stemte overens i. De fortsatte Rejsen, for det meste i Fællesskab, over Leipzig, Dresden, Wien, München til Paris. S. syslede en Del med videnskabelige Studier, særlig i den græske Litteratur, men dilettantmæssig, uden nogen fast Plan. I Okt. 1784 kom han hjem, saa temmelig helbredet for sit Tungsind. Arven var imidlertid opbrugt, og han maatte tænke paa en Levevej. Efter at han havde tumlet et Aars Tid med forskjellige Planer og Overvejelser, søgte og fik han Pladsen som Lærer ved Skolen for de kongl. Pager. Men Gjerningen tilfredsstillede ham ikke. Han havde det samme kritiske Syn paa Adelen som Datidens liberale Fremskridtsmænd, hvad man bl. a. kan se af hans Afhandling: «Endnu noget mere om Adel», der anonymt blev indrykket i «Minerva» (Dec. 1790). 1791 blev Pageskolen ophævet, og saa var S. igjen en fri Mand, med 300 Rdl. i Ventepenge. Men han havde forlovet sig og maatte derfor tænke paa en ny Levevej. En kort Tid havde han nogle Timer i Borgerdydskolen, indtil han i Avg. 1792 blev Lærer ved Frue lærde Skole, en Stilling, han dog allerede opgav det følgende Foraar, til Dels paa Grund af nogle ubetydelige Fortrædeligheder, han havde haft i sin Lærergjerning. Desuden tænkte han ikke længere paa Giftermaal; baade han selv og hans forlovede tvivlede om, at de egentlig passede for hinanden, og saa skiltes de «med indbyrdes Højagtelse» og «med en inderlig Deltagelse i hinandens Vel og Ve». I Efteraaret 1793 tog S. dog igjen Timer i Borgerdydskolen. Det er i det Tidsrum, som nu kommer, at han frembringer sit betydeligste Arbejde.

Kierulf var i 1794 bleven en af det kongl. Theaters Direktører, og det var en tilfældig Bemærkning af denne Ven, der bragte S. paa den Tanke at skrive noget for Theatret. En Aften i Febr. 1795 kunde han overraske Rahbek med den Nyhed, at han havde skrevet en Tragedie og indsendt den til det kongl. Theater. «Dyveke, et Sørgespil», saaledes kom Stykkets Titel til at lyde. Det historiske Drama, med Æmner fra vor egen Historie, var blevet skabt af Ewald. Andre Digtere havde søgt at fortsætte hans Gjerning, men det var mislykkedes. «Dyveke» er det første læselige Arbejde af den Art efter Ewald. Skjønt det ikke i Stræng Forstand er et historisk Drama — det behandler væsentlig et Privatoptrin i en Konges Liv —, strejfer det dog vor Historie og gav ved sit Æmne Lejlighed til at komme ind paa det den Gang saa yndede Æmne om Adelstanden og dens Berettigelse. Torben Oxe repræsenterer «Oplysningstidens» Betragtning af dette Spørgsmaal. Han siger til Dyveke: «Kjærligheden kjender ingen Stænder» (ↄ: Standsforskjel). At skildre historisk forstod den Tid overhovedet ikke; den brugte de historiske Skikkelser som Talerør for sine egne Tanker og Stemninger. «Dyveke» er gjennemtrængt af Tidsalderens sentimentale Tone. Man yndede at fremstille gjennemædle Skikkelser paa en Baggrund af nogle Skurke, der tjente til end yderligere at fremhæve Ædelheden hos de andre Personer. Knud Gyldenstjerne er ædel, og det er Torben Oxe ogsaa, ja Sigbrit med. Men Ædelheden naar dog først sit Højdepunkt i Dronningen og Dyveke. De kappes om at ofre sig for hinanden. Dyveke vil frivillig træde tilbage, da Kongen har faaet en retmæssig Hustru. Men Dronningen beder hende selv om at blive: «Lad os være Venner! Selv glade og lykkelige skulle vi gjøre vor Christierns Dage lykkelige.» Tiden var jo ellers meget «moralsk», i alt Fald meget moraliserende; men med de sentimentale Taarer i Øjnene kunde man ikke se nøgternt og klart paa en Sag, og saa var det umoralske ganske i sin moralske Orden. Og derfor finder Gyldenstjerne heller ikke noget som helst anstødeligt i, at Torben Oxe vil ægte Kongens tidligere Frille. — Imidlertid, naar man har fremhævet Stykkets forskjellige Mangler, det fejlagtige i Karaktertegningen, det usunde og usande i Tankegangen, trænger man til at sige: «Men «Dyveke» er alligevel noget af et Digterværk, et af de meget faa dramatiske Arbejder fra det 18. Aarhundredes Slutning, som man endnu kan holde ud at læse». Og Grunden dertil er, at Stykket virkelig til Dels er baaret af en poetisk Stemning, selv om denne Stemning kan være noget sygelig. En samtidig siger om «Dyveke»: «Der flyder en sød Melankoli igjennem det hele». — Stykket blev spillet første Gang 30. Jan. 1796. Det var imødeset med stor Forventning, og man sloges næsten om Billetterne til Forestillingen. (Det er i alt blevet spillet 77 Gange, sidste Gang 1856.) Vi vare den Gang i en litterær Nedgangsperiode, og «Dyveke» kom som et lovende Lysglimt i Mørket. Men det var kun et Glimt; da det første Gang gik over det kongl. Theaters Scene, var S. allerede død. I Slutningen af 1795 syslede han med Planer til nye Arbejder; bl. a. tog han igjen fat paa et tidligere forfattet Udkast til en Tragedie om Marsk Stig; men Nytaarsdag blev han upasselig, og Natten mellem 23. og 24. Jan. 1796 døde han. Af hans «Efterladte digteriske Skrifter», I-II (1796), der blev udgivet af Rahbek, kom der 3 Oplag. «Dyveke» oversattes paa Tysk og Hollandsk.