Thomas Overskou (1798–1873)

Overskou, Thomas, 1798—1873, dramatisk og theaterhistorisk Forfatter. O.s Forældre vare begge fra Landet: Faderen, Jens Sørensen († 17. Febr. 1822 i Kjøbenhavn), var en Bondesøn fra Vendsyssel, der fik sit Tilnavn efter Gaarden Overskov i Aasted Sogn, hvor han kom i Tjeneste som Dreng, og Moderen, Margrethe Jørgensdatter (døbt 23. Jan. 1763 i Gjentofte, † 23. Marts 1838 i Kjøbenhavn), var en Husmandsdatter fra Nordsjælland. O. blev født 11. Okt. 1798 paa Christianshavn, hvor Faderen da var Mestersvend paa et Sukkerraffinaderi; da Drengen voxede op, kunde Forældrene paa Grund af deres smaa Kaar kun sætte ham i en tarvelig Almueskole, ja deres tiltagende Fattigdom tvang dem endog til, da han havde fyldt sit 12. Aar, at tage ham, der havde lagt begjærlig Læselyst og hurtigt Nemme for Dagen, ud af denne Skole, for at han ved at gaa en Urtekræmmer til Haande kunde yde sin Skjærv til Hjemmet. Efter sin Konfirmation blev Thomas, 14 Aar gammel, sat i Snedkerlære, men han, der paa egen Haand efter fattig Tid og Lejlighed utrættelig søgte at udvide sine Kundskaber ved Læsning, havde ingen Lyst til Haandværk: hele hans Hu stod til at blive Student; efter et Aars Forløb udfriede Sygelighed ham af Snedkerlæren, men da han stadig var uden mindste pekuniære Rygstød, besluttede han gjennem Theatret «at liste sig ind paa Kunstens og Videnskabens Enemærker». Det gik imidlertid ingenlunde let at faa Foden inden for det kongl. Theater. O. anmodede Chefen, Kammerherre Holstein, om Antagelse som Elev, han indsendte en Tragedie, som han havde digtet, medens han trak Rullen for sin Moder, han bad Rahbek om Bistand, han udarbejdede en Karakteristik af Balder i «Balders Død» og ansøgte paa Grundlag af denne om Tilladelse til at debutere i Balders Rolle, alt til ingen Nytte. Hvad O. selv ikke opnaaede ved disse direkte Angreb, udvirkede hans Moder ad en Bagvej, og en skjønne Dag i Efteraaret 1816 kunde hun overraske ham med det Budskab: «Overmorgen Eftermiddag Kl. 5 skal du være hos Frydendahl for at probere». O. vandt Frydendahls Velvilje, saa denne tog sig af ham og et Aar senere, ved Begyndelsen af 1817—18, fik ham antaget som Elev ved Theatret, ganske vist uden Gage. Frydendahl kunde derimod ikke sætte igjennem, at O. kom frem i en betydende Rolle. Hans første Fremtræden fandt Sted 29. Okt. 1818 som en Tjener i «Pigen fra Heilbronn»; i de følgende 2—3 Aar førte han en temmelig ydmygende Tilværelse: der tildeltes ham sjælden andet end Statistroller, skjønt han adskillige Gange i pludselige Sygdomstilfælde med meget kort Frist overtog ikke ubetydelige Roller. Endelig 25. April 1821 fik han sin egentlige Debut som Jasmin i «Den paadigtede Galskab», og fra den følgende Sæson ansattes han som dramatisk Elev, 2 Aar efter udnævntes han til kongl. Skuespiller. Vel besad O. som Skuespiller en tør Komik, men han naaede dog ingen Sinde op over Brugbarhedernes Klasse, og skjønt han efterhaanden havde faaet et temmelig omfattende Repertoire, udfyldtes hans Plads let, da han 1842 efter eget Ønske afskedigedes.

Da O. opgav Skuespillervirksomheden, havde han længst vundet sig et anset Navn som dramatisk Forfatter, som national Lystspildigter. Hans første Arbejde, Femakts-Dramet «Farens Dage» (1826), var et Spektakkelstykke efter tysk Mønster, fuldt af melodramatiske Rædsler og Effektfraser; Stykket fik en ublid Modtagelse, som O. troede skyldtes den Omstændighed, at han ikke var Student, ikke havde, som han siger i sine Erindringer, «godtgjort æsthetisk Dannelse ved at tage Examen artium», men han indsaa dog, at det Varsko, der et Par Aar tidligere havde lydt til Skuespilleren: «Det tragiske eller dermed beslægtede forlade han ganske! Hans . . . deslige Roller vil stedse blive Parodi», med lige saa fuld Føje kunde rettes til Forfatteren, og han vendte sig fremtidig mod Komedien. Hans første Arbejde paa dette Felt, Femakts-Lystspillet «Tre Maaneder efter Brylluppet», der 1828 fremkom strængt anonymt, var et svagt Begynderarbejde i den gamle Intrigekomedies Smag med en Tjener og en Kammerpige som Drivhjul; Handlingen foregik vel nominelt i Kjøbenhavn, men Stykket var ellers mere tysk end dansk, kjendelig paavirket af Schrøder og Kotzebue. Med Lokalfarven var O. langt heldigere i sit næste Arbejde, Enakts-Lystspillet «Misforstaaelse paa Misforstaaelse»; vel laa der mellem Theatrets Opførelse af dette og dets Forgænger ikke stort mere end en Maaned, men i den i Virkeligheden adskillig længere Tid, der var hengaaet mellem Udarbejdelsen af disse 2 Stykker, havde O. stiftet Bekjendtskab med den engelske Komedie fra det foregaaende Aarhundrede. Denne Kundskab sporedes allerede i «Misforstaaelse paa Misforstaaelse» og blev af Betydning for hans senere Lystspildigtning.

Han lærte af de engelske Komedieforfattere fra den Tid som Vanbrugh og Congreve at søge Forbillederne til sine Personer ikke i den gamle Komedies staaende Fagfigurer, men i det daglige Liv, i «komiske Originaler, som af Forfatterens Lune førtes fra Livet ind paa Scenen for sandt og kraftigt at præsenteres i al deres Latterlighed». Og O., der efter sine egne Ord ikke betragtede «Regler i Kunsten som Krykker, der ere de lamme til kun liden Gavn og de førlige til Hinder», dannede sig efter de engelske Mønstre en Række Principper for sit fremtidige dramatiske Forfatterskab. Han søgte ærlig at gjennemføre disse forstandige Theorier i sine – indtil 1830 uigjennemtrængelig anonyme – Lystspil («Østergade og Vestergade», 5 Akter, 1828, «Vor Tids Mennesker», 5 Akter, 1830, «Capriciosa», Folkekomedie i 5 Akter (sammen med A. L. Arnesen), 1836, «En Bryllupsdags Fataliteter», 2 Akter, 1839, «Pak», 5 Akter, 1845, og «En Valgdag», 3 Akter, 1853) og Vaudeviller; af de sidste gjorde kun 2, «Kunstnerliv» (1832) og «En Fødselsdag i Slutteriet» (1834), varig Lykke. O. stræbte utvivlsomt med redelig Vilje efter en paalidelig og omhyggelig Karaktertegning, men ikke sjælden tog hans yderst borgerlige Livsanskuelse Magten fra hans kunstneriske Theorier, og Replikkerne bleve da Udtryk for Forfatterens ganske vist hæderlige, men Stykkets Person saa temmelig uvedkommende Moraliseren, og ofte førte O.s naive Menneskebetragtning ham paa Afveje, saa de sympathiske Figurer bleve alt for ædle og de usympathiske alt for slette eller, hvad værre var, alt for dumme. Ej heller lykkedes det O., som hans engelske Forbilleder, at tegne i sine Skuespil udprægede Tidsbilleder; betegnende er i saa Henseende den Skuffelse, Publikum følte, da hans Lystspil «Skrøbelighed er Menneskets Lod» blev opført under Titelen «Vor Tids Mennesker»; O. selv indrømmer, at «Tilskuerne, der naturligvis søgte deres Tids Mennesker, som vare lovede dem, ikke fandt disse i bestemt Udprægning».

Medens denne Mangel paa Tidsfarve utvivlsomt har skadet i hvert Fald nogle af O.s Stykker ved deres Fremkomst, har den senere været andre netop til Gavn, i det disse, der ikke krævede nogen gjennemført Stil hverken i Spillemaade eller i Kostume, fik senere Tiders Theaterpublikum i Tale ved deres sceniske Fortrin, deres Benyttelse af kjøbenhavnske Lokaliteter og Forhold, deres kraftig trukne Modsætninger med gode og slette Mennesker og fremfor alt deres theaterkyndige Scenefølge og saa at sige opstod til nyt Liv paa Hovedstadens folkeligere Scener. Dette gjælder navnlig «Capriciosa» og «Pak», der efter talrige Opførelser paa det kongl. Theater (henholdsvis 92 og 60) nu kunne se tilbage paa en ny og længere Række Opførelser, det første paa Kasino (i alt 109 Opførelser), det andet paa Folketheatret (i alt 78 Opførelser). At netop disse 2 Stykker have vist sig i Besiddelse af størst Livskraft blandt O.s dramatiske Arbejder, skyldes det heldige Greb, han gjorde, da han i disse indførte de populære Nybodersfolk paa Scenen. Opdagelsen af Holmens faste Stok i Hjemmet eller, om man vil, civil turde være det, der giver O. Betydning i den danske Lystspildigtning.

Ved Siden af sin originale Skuespilproduktion, der ogsaa omfatter en Række forskjelligartede Stykker, skrevne i Halvtredserne direkte til Sekondtheatrene, blandt hvilke Folkekomedien «Fandens Overmand» (1854) vandt sig den varigste Plads paa Repertoiret, udfoldede O., der paa de fremmede Sprogs som paa de fleste andre Omraader var Avtodidakt, en betydelig Virksomhed som Oversætter af Skuespil og Operaer: over 80 Oversættelser i det kongl. Theaters Repertoire skyldes ham.

Størst og varigst Betydning har O. som Theaterhistoriker. Gjennem sin Ven, det kongl. Theaters Suflør, Kapitajn G. Schwarz, lærte O. dennes Fader, den berømte Skuespiller Fr. Schwarz, at kjende, og denne, da over Støvets Aar, var vel legemlig svag, men han lige som levede op, da han fornam O.s store Interesse for alt, hvad der angik den danske Skueplads, dens Institutioner og Personer, og alt eftersom han fortalte, fik hans Erindringer Form og Fasthed: han kunde ej alene fortælle om sig selv og sit Liv, men han, der selv havde skrevet den første danske theaterhistoriske Artikel, vidste ogsaa Besked med sine samtidige og sine Forgængere paa den danske Skueplads, ja han kunde endog med tydelig Karakteristik give Smaaprøver snart paa den enes og snart paa den andens Spillemaade. O., der længe, om end kun med ringe Udnytte, havde samlet Bidrag til Theatrets Historie, begyndte et Par Aar efter sit Møde med Schwarz at udarbejde efter Aviserne en Repertoirefortegnelse fra 1748; flere heldige, hinanden supplerende Fund af skrevne Kilder satte ham i Stand til at korrigere og fuldstændiggjøre denne lige til det Tidspunkt, hvor Theatrets opbevarede Regi-Bøger begynde. Det første Resultat af dette O.s theaterhistoriske Samlerarbejde var den «Fortegnelse over alle dramatiske Arbejder, som siden det kongl. Theaters Aabning 18. Dec. 1748 indtil Udgangen af Avg. 1838 have i det danske Sprog været opførte paa det kongl. Theater og Hoftheatret samt over Balletterne siden Galeottis første Ballets Opførelse», som udkom 1838, og som siden er oplagt 3 Gange i forøgede Udgaver (1856, 1865 og ved E. Collin 1879). Samme Aar (1838) døde Schwarz, og O. arvede hans Papirer, der til Theatrets Historie 1775—94 indeholdt en Rigdom af Oplysninger; dette fæstnede hos O. det længe nærede Ønske at skrive en dansk Theaterhistorie, og efter et aarelangt ihærdigt Forarbejde begyndte dette hans Hovedværk: «Den danske Skueplads, i dens Historie, fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid», at udkomme 1854; det førte i 5 Dele Fremstillingen af Theatrets Historie til Statens Overtagelse 1849 (5. Bind udkom 1864), senere (1876) udkom ved E. Collin (IV, 61) 2 Bind, der behandlede de sidste 25 Aar paa det gamle Theater. O. har heri fulgt den annalistiske Fremstillingsform; hans Theaterhistorie er en Række sammenbundne Aarbøger, ikke en sammenhængende Fremstilling af Skuepladsens Forhold til den danske Litteratur; den er et Kildeskrift af stor, og paa mange Punkter uerstattelig, Værd, men den maa i sine Domme over Personer benyttes med Varlighed, da disse for de ældre Tiders Vedkommende i mangt og meget ere bestemte af Schwarz’ kyndige, men ikke ufejlbare Betragtning og for de senere Tiders Vedkommende, trods O.s redelige Bestræbelser, ikke helt upaavirkede af hans personlige Sympathier og Antipathier. O., der med rette var stolt af sit Værk, kaldte det «ikke en Morskabsbog . . . men et Værk, der efter Gjennemlæsningen beholder Værd» med rette, thi Formen og Sproget ere alt andet end tiltrækkende, men Materialet er righoldigt.

Efter sin Afskedigelse som Skuespiller fungerede O. 1842—43 som Sceneinstruktør ved det kongl. Theater, syslede derefter med Planer til Oprettelse af et Folketheater i Kjøbenhavn, hvortil han 1846 fik kongl. Bevilling, og udgav s. A. en Piece, «Folketheatret», med udførlig Redegjørelse af Foretagendet og Indbydelse til Aktietegning, men Planens Realisation strandede paa nogle temmelig ubetydelige Vanskeligheder ved Overtagelsen af den Ejendom paa Hjørnet af Bredgade og St. Anna Plads, O. havde udset til Stedet for sit Folketheater. Da Heiberg 1849 havde overtaget Styrelsen af det kongl. Theater, udnævnte han O. til Sceneinstruktør, og i 1855 besatte han den Plads, han som Theaterdirektør kunde raade over i Kommissionen angaaende Theatrets indre Forhold, med O., der 1852 havde faaet Titel af Professor; et Par Aar efter Heibergs Afgang afskedigedes O. pludselig 1858 fra Sceneinstruktørposten. Da O. følte sig forurettet, udgav han et Par Maaneder efter til sit (og Heibergs) Forsvar en Piece: «Oplysninger om Theaterforhold 1849—58». I Sæsonen 1864—65 styrede O. med afgjort Uheld Kasino i nogle Maaneder.

O., hvis pekuniære Kaar altid vare meget trange, havde i Tidens Løb mange Jærn i Ilden; saaledes overtog han i 1834 – altsaa medens han var kongl. Skuespiller – Rubrikken Udlandet i «Dagen», blev fra Okt. 1835 Redaktør af dets Følgeblad «Søndagen» og fra Jan. 1836 tillige af Hovedbladet, men fratraadte paa Grund af Stridigheder med Censuren begge Blades Redaktion med Udgangen af Maj 1838. Han døde 7. Nov. 1873. – O. var 3 Gange gift: 1. (10. Dec. 1823) med Juliane Adolphine f. Knub (f. 1797 † 21. Avg. 1856), efter dette Ægteskabs Opløsning (1849) 2. (28. April 1850) med Johnine Margrethe f. Lund († i Sept. 1869) og 3. (3. Maj 1871) med Marie Georgine f. Thostrup (f. 24. Avg. 1830 † 12. Juli 1889), Datter af Kancelliraad, Jærnbanelæge Z. G. T.

Overskou, Af mit Liv og min Tid (1868). Erslew, Forf. Lex. Overskou, Den danske Skueplads IV—VII. P. Hansen, Den danske Skueplads II—III. Illustr. Tid. 1870—71, Nr. 606.