Norman-Hansen, Carl Martin, f. 1861, Forfatter, Læge. F. 7. Jan. 1861 i Helsingør.
Norman-Hansen blev Student 1878, privat dimitteret, og tog medicinsk Embedseksamen 1885. Han rejste 1887 til Amerika, hvor han 1890–92 fungerede som Læge ved Illinois Eye Infirmary i Chicago, og vendte 1892 tilbage til Danmark, hvor han i de følgende Aar var stærkt optaget, dels af sin Gerning paa den Privatklinik, han 1893–1905 havde paa Frbg., dels af sin Stilling som Afdelingslæge ved Poliklinikken 1898–1902. 1905 genoptog han sin Ungdoms Rejseliv og besøgte bl. a. Finland, Rusland, Island og Grønland som Deltager i Ekspeditioner, hvis Formaal var at undersøge og behandle de hos Befolkningen forekommende Øjensygdomme — han kunde saaledes samtidig hellige sig Lægegerningen og tilegne sig værdifulde Førstehaandsindtryk, især af Eskimoernes og de russiske Musjikers primitive Levevis. 1926–38 var han Læge paa Christiansø. Det er hovedsageligt Iagttagelser fra sine Rejser, Norman-Hansen har draget til Nytte i den litterære Produktion, han 1892 indledede med de lidt for løst henkastede »Chicago-Noveller«, der n. A. fulgtes af en ny Samling. Det var hverken med disse Skitser eller med Fortællingerne »Doktor Pedersen Skals« (1893), »Styrmand Brorsen« (1894) og »Doktor Tavsen« (1895), Norman-Hansen erobrede sig en Plads i Litteraturen, men først med de efterfølgende Bøger. »Nordost til Øst« (1900) bringer en Række Skitser fra Rusland og Finland, mens »Stærstikkeren« (1902) giver livfulde Billeder fra det attende Aarhundrede, da den omflakkende Stærstikkers Kvaksalveri endnu ikke helt havde veget Pladsen for begyndende videnskabelig Stræben inden for Øjenlægekunsten. Af betydelig Interesse er ligeledes »De glade Smils Boplads« (1909), en Bog, der i lige Grad er bygget paa etnografiske Studier af Eskimoernes Liv og personlige Indtryk fra den Vinter, Forfatteren 1908–09 tilbragte paa Grønlands Kyst. Norman-Hansen har ogsaa skrevet for Teatret, bl. a. de tre Skuespil »Guldnaalen«, »Liden Karen« og »Don Miguel«, der er samlet i »Frilufts-Spil« (1919), samt det almenyndede »Kaddara« (1921), en Række grønlandske Folkelivsbilleder, hvis Virkning fremhæves af Hakon Børresens Musik. I de tre selvbiografiske Arbejder »Stærstikkerens Ungdom« (1931), »Fra Volga til Umanak« (1932) og »Livets Logbog« (1934) har Norman-Hansen fundet et ejendommeligt digterisk Udtryk for Udviklingsgangen i sin Livshistorie og dermed frembragt et selvstændigt og ret usædvanligt Memoireværk.
Peder Hesselaa in: Dansk biografisk Lexikon, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 2. udg., 1932–44, bd. XVII, pp. 252–253.