Henri Nathansen (1868–1944)

Nathansen, Henri, f. 1868, Forfatter. F. 17. Juli 1868 i Hjørring.

Nathansen blev Student 1886 fra Efterslægtsselskabets Skole, cand. jur. 1892, derefter først Dommerfuldmægtig paa Frbg. og saa Overretssagfører i Kbh. (1897–1902). Han havde allerede i sin pure Ungdom følt sig stærkt draget mod Litteraturen og Teatret og tænkte endog paa at blive Skuespiller. 1909–11 var han Sceneinstruktør ved Det kgl. Teater. Allerede inden han definitivt forlod Juraen, havde han udgivet Fortællingerne »Sommernat« (1899), »Den forbudne Frugt« (1901) og »Floden« (1902). Han forlod saa foreløbig Romanen for Teatret, og i en Aarrække fik han sine Stykker opført paa københavnske Teatre, især Det kgl. Efter Debut’en »Mor har Ret« (1905, Kgl. Teater) fulgte »Den gode Borger« (1907, Kgl. Teater), »Daniel Hertz« (1909, Kgl. Teater), »Danas Have« (1910, Dagmarteatret), »Drømmen« (1911, Kgl. Teater), »Inden for Murene« (1912, Kgl. Teater), »Affæren« (1913, Kgl. Teater), »Dr. Wahl« (1915, Kgl. Teater). Sin Ungdoms Romanproduktion genoptog han først, da han Slag i Slag udgav Bindene i Romanserien »Af Hugo Davids Liv« I-IV (1917). Foruden Romanerne og Skuespillene har Nathansen udgivet en Række kritiske Arbejder om Teater og Litteratur: »Johannes Poulsen og Poul Reumert« (1918), »Karl Mantzius« (1926), »William Bloch« (1928) »Georg Brandes« (1929) og »Portrætstudier« (1930), desuden en eneste Digtsamling »Jord og Stjerne« (1928) under det Mærke, Frater Taciturnus, hvorunder de først var fremkommet ved deres Offentliggørelse i »Politiken«. Sit Forfatterskab har Nathansen foreløbig afsluttet med Romanen »Mendel Philipsen og Søn« (1932).

Omkring Aarhundredskiftet havde Nathansen faaet en Stilling som en af Samtidens fineste psykologiske Romanforfattere. Hans Karakterskildringer var Mosaikker sammensat af smaa materielle og sjælelige Fakta, og i det betydeligste af hans Arbejder fra hin Tid, »Floden«, havde han tillige formaaet at give en Helhedsstemning, en bitter fatalistisk Følelse af alt menneskeligts Gliden bort mod Glemselen, mod Undergangen. Hans og Harald Kiddes varme mangeaarige Venskab havde en af sine oprindelige Kilder i den Beundring, Kidde følte for dette Værk. Nathansens Romanproduktion kulminerede i Serien »Af Hugo Davids Liv«, der er et af vor Tids betydelige Værker. Den vidtstrakte Form, han havde givet det, bidrager i høj Grad til at give det Perspektiv og Resonnans — man oplever i dette Værk, baade gennem sin Tanke, sin Følelse og sin Sansning, Tidens Gang, man lærer at kende ikke blot Kulminationspunkterne i en menneskelig Tilværelse, men ogsaa de lange, de træge, de usikre Tidsrum, hvor Skæbnen famler, forbereder sig, tager Tilløb, som den atter opgiver — alt det, Nathansen slet ikke kunde faa Brug for i sine Teaterstykker: sin anende Medleven i Tidens lønlige Gang, fandt han rig Anvendelse for i denne Roman, der er af den Art, som Albert Thibaudet har defineret som le roman-fleuve. Det særlig jødiske Problem, som Nathansen behandler i denne Bog, har faaet en særegen Spændkraft, en særligt smertelig og vedholdende Undertone, fordi det danske og det jødiske har indgaaet en prekær Blanding i hans Gemyt. Han er i visse Retninger udpræget jødisk betonet, har endda i en Grad, som yderst faa danske Jøder har haft det, en bevidst Erkendelse af det jødiske som en Raceforskel, men paa den anden Side er der i hans Væsen noget i den Grad dansk, at man for at finde Sammenligninger maa gaa til de mest afgjort dansk følende og dansk sansende Skribenter, og fremfor alle til Johs. Jørgensen: Hugo Davids Stemningsliv, hans lyrisk ømfindtlige Gemyt, hans Længselsvemod og Erindringstungsind kan paafaldende erindre om Johs. Jørgensens, uden at der bliver Tale om nogen direkte litterær Paavirkning. Det jødiske og det danske havde det ikke altid godt sammen i Hugo Davids Sind, og om Sammenstødene, Rivningerne, Dissonanserne mellem de to Karakterelementer handler for en Del Romanen.

I det af Nathansens Skuespil, der er blevet hans længstvarende Succes og stadig spilles, »Indenfor Murene«, er det jødiske saa at sige eneraadende. Dette Stykke viser, hvor intimt fortrolig Nathansen var med Emnet, med Sikkerhed har han gjort hver eneste af de helt konkrete Individer til en Type, og ikke mindst ved dette uafbrudte og frugtbare Vekselspil mellem Individ og Type er det blevet det mest klassiske af hans Teaterstykker. Blandt de andre maa fremhæves »Daniel Hertz« og »Dr. Wahl« for deres stærke Kompositions og Karakterskildrings Skyld. I Nathansens kritiske Studier arbejder Digteren og Intelligensmennesket sammen. Hovedværket er Bogen om Georg Brandes, hvor han ud fra et for Modellen stærkt indtaget Sympatistandpunkt giver et lige saa malende som gemytfuldt Billede, og intet andet Arbejde vil give Efterverdenen saa intenst og saa varieret et Indtryk af Brandes’ Person og hele Væremaade. Nathansens Skuespilportrætter udmærker sig ved en lignende Sammensmeltning af det malende og det intellektuelt betonede — ogsaa her har han leveret noget i sin Art enestaaende, og bedre end nogen som helst andre Skrifter vil disse Karakterportrætter give den kommende Tid ikke blot et aandeligt Begreb, men et lyslevende sanseligt Billede af disse Scenekunstneres baade sjælelige og legemlige Virkemaader. Af Karakteristikkerne i hans Digte »Jord og Stjerne« er nogle skarpt sarkastiske, andre dybt samfølende, og blandt de sidste hæver Digtet om Harald Kidde sig til høj og ren Poesi.