Jørgen Moe (1813–82)

Moe, Jørgen, norsk Eventyrsamler, Digter og Gejstlig, født paa Gaarden Mo i Hole Sogn paa Ringerike 22. April 1813, død i Kristiansand 27. Marts 1882. Hans Fader, en agtet Bonde, som flere Gange var Stortingsmand, satte ham ved 13-Aars-Alderen til at læse Latin hos Kapellanen; her fandt han en Kammerat i sin vordende Medarbejder Asbjørnsen. 1830 blev han Student og tog fat paa Teologien, men først 1839 gik han op til Embedseksamen; ikke alene havde han stadig maattet give Informationer, men ogsaa litterære Sysler havde optaget hans Tid. Digterkaldet vinkede ham tidlig; men nogen stærk produktiv Natur var han ikke, og langsomt gik det med at frigøre sig fra de danske Forbilleder. I Efteraaret efter Eksamen skrev han et Sæt Romaner i Winther’s Manér; men da var han alt i fuld Gang med det Værk, som skulde gøre hans Navn udødeligt i norsk Litteratur: Indsamling og Genfortælling af Folkeeventyrene med Udgivelse for Øje, alt under Samarbejde med Asbjørnsen. Fra 1835 havde de begge, hver for sig, begyndt at sende Bidrag til en forestaaende ny Udgave af A. Faye’s »Norske Folkesagn«; allerede tidligere var de, ligeledes hver for sig, lejlighedsvis begyndt at optegne Eventyr. Moe foretog 1835 en Samlerfærd fra sin Hjembygd op gennem Hallingdal; Efteraaret 1836 skrev han til Asbjørnsen, at han vil »fortælle Eventyr«, Brødrene Grimm’s »Kinder- und Haus-märchen« faldt ham i Hænde, og Forsættet modnedes; Forsommeren 1837 traf de to Venner sammen og aftalte Samarbejde. Beslutningen affødte hos Moe Digtet »Jeg har Nøglen« (til den tabte Barneverden). Arbejdet gik raskt fra Haanden, idet de gennemsaa hinandens Tekster og med streng Kritik stemte Foredraget saa nær som muligt op til de folkelige Fortælleres Sprogtone. Efter at Asbjørnsen allerede 1837 i Julebogen »Nor« havde leveret nogle Prøver med et Indledningsdigt af Moe, udstedte de 1840 Indbydelse til Subskription paa et Bind »Norske Folke- og Barneeventyr«. Tilslutningen blev dog for ringe, saa Forlæggerne trak sig tilbage. Endelig 1842 udkom 1. Hefte af »Norske Folkeeventyr«, en beskeden lille Sedez, der i Løbet af et Aars Tid efterfulgtes af to lignende Hefter. Kritikken stod raadvild, særlig p. Gr. a. Sprogtonen, der forekom Samtiden altfor vulgær. Men da Sagkyndigheden, repræsenteret bl. a. af P. A. Munch og Jac. Grimm, selv havde haft Ordet, fik Almenheden Øjnene op for Værdien af den Skat, som her var gravet frem; og da 1. Hefte af 2. Bind kom ud 1844, strøg hele Oplaget med. Den videre Udgivelse standsedes, indtil en fuldstændig 2. Udgave kunde forelægges 1851. I Mellemtiden havde Moe, der efter et Par Aars Ophold som Huslærer hos Jakob Aall paa Næs var havnet som Lærer ved Krigsskolen, til Dels med offentligt Stipendium fortsat sine Samlerture omkring i Landet og fra 1849 til Sommeren 1850 været Universitetsstipendiat »for at samle, studere og bearbejde norske Folkepoesier af forskellig Art«. Frugten af det videnskabelige Arbejde med denne Opgave blev Moe’s for sin Tid særdeles dygtige Indledning til 2. Udgave samt de i Fællesskab med Asbjørnsen forfattede Anmærkninger. Begge havde fra første Stund været fuldt opmærksomme paa deres Arbejdes videnskabelige Bet. En anden Frugt af Moe’s Stipendierejser var hans Indsamling af Folkeviser (Asbjørnsen havde viet sig til Indsamling af Sagn og Huldreeventyr); allerede 1840 havde han udgivet et lidet Hefte »Sange, Folkeviser og Stev i Norske Almuedialekter«, hvoraf dog en stor Del var moderne Frembringelser af kendte Forfattere (Edv. Storm m. fl.). Paa sin Vandring gennem Telemarken og Sætesdalen 1847 opdagede han disse Bygders Rigdom paa Folkeviser og nedtegnede vel en Snes af de ejendommeligste, deriblandt »Draumkvædet« med Melodi, der med nogle andre blev trykte i den officielle Rejseindberetning. Imidlertid var det Sognepræst Landstad, som fik Æren af at udgive Telemarkens Viser, medens P. A. Munch efter Aftale besørgede et nyt Oplag af Moe’s første lille Samling. Allerede i sin Fortale til denne havde Moe udtalt sin Tro paa Folkepoesiens Evne til at beaande og belive Kunstpoesien, der ved den Tid (1840) syntes ham at savne den ægte nationale Sangbund; saa kættersk det end kunde høres, nævnte han Welhaven som den, der mulig var den rette Mand til at »befri Fjeldnaturens Poesi fra Forsteningen, hvori den ligger bunden« — og fem Aar senere sandede alle, hvad Moe havde spaaet. Men da Welhaven i sine »Ny Digte« (1845) havde skabt den nationalnorske Ballade, var Moe selv en af de første til at stemme sin egen Lyre i samme Toneart; mod 1840’ernes Slutning skriver han et Sæt episklyriske Digte med Emner fra Folkesagn (bl. a. »Fanitullen«), han havde hørt paa sine Vandringer. En samlet Udgave af sine »Digte« lod han udkomme 1849 (2. Opl. 1856). Som Forsøg i Asbjørnsen’s klassiske Folkeskildringsstil kan betragtes hans »Besøg i et Bondebryllup« (1847) og »Blind-Anne« (1850), der blev trykte i Julekalendere. Endnu større Mesterskab i Behandlingen af den nyskabte norske Prosa røber den lille Bog »I Brønden og i Kjærnet. Smaahistorier for Børn« (1851; 2. Opl. 1880), som den Dag i Dag hører til norske Børns ypperste Læsning. Efter at have mistet Universitetsstipendiet og næste Aar at være foreløbig færdig med Eventyrudgivelsen aflagde Moe endelig den praktisk-teologiske Prøve og byttede 1853 sin Lærerpost i Hovedstaden mod det residerende Kapellani i Krødsherred. Præstegerningen tiltalte Moe stærkt; hans ægte og sunde Religiøsitet og hjertevindende Veltalenhed ikke mindre end hans naturlige Greb paa at omgaas Menigmand gjorde den fordums Litterat bemærket ogsaa som Gejstlig. I samme Retning virkede det lille Hefte med vakre religiøse Digte, han udgav under Titelen »At hænge paa Juletræet« (1855), nogle Aar senere forøget med en Del fuldendte Allegorier (deriblandt »Den gamle Mester« og »Ungbirken«) under ny Titel »En liden Julegave« (1860). 1863 forflyttedes han som Sognepræst til Drammen og 1870 til Vestre Aker ved Kria; 1875 kaldtes han til Biskop i Kristiansand. Helt fra Ungdommen havde han p. Gr. a. anstrengt Arbejde været plaget af Sygelighed; Bispegerningens Besvær knækkede ham, saa han fra Nytaar 1882 maatte tage Afsked, og endnu før han traadte fra, døde han. Moe’s Navn har sin udødelige Klang fra Udgivelsen af Folkeeventyrene; dennes Betydning for Udviklingen af norsk Litteratur og norsk Sprog kan ikke skattes højt nok. Efter sin Ansættelse som Præst overlod Moe redebont sin Samling af utrykte Eventyr til sin Ven og Medudgiver, der tog dem med, da han 1871 udgav sit Bd »Norske Folkeeventyr. Ny Samling«. Af 1. Samlings 60 Eventyr ses de de 31, af 2. Samlings 50 de 28 at skyldes Moe Sin Samling af Folkeviser overlod Moe til den unge Samler Sophus Bugge, der benyttede den til sin Udgave af 1858. Hvor klart Moe var sig bevidst den nationale Betydning af, at Folkepoesien kom til sin fulde Ret, ses ikke alene allerede af Fortalen til Visesamlingen af 1840, der straks mødtes med Protest fra dansk Hold, uden at Moe fik Tilladelse til at tage til Genmæle, men ogsaa af hans Tilrettevisning (»Om Fortællemaaden af Eventyr og Sagn«) af J. P. Collett’s Kritik over Asbjørnsens »Huldreeventyr og Folkesagn« (1845) samt af den mod Camilla Collett’s Opfatning af Eventyrgengivelsen rettede Skildring »En Vandring og et Eventyr, sligt det er«. Paa sine gamle Dage lod han (med Bistand af Kr. Winter-Hjelm) udgive sine »Samlede Skrifter« i 2 Bd (1877); her er Eventyrene ikke tagne med, men derimod en »Efterslæt af Digte«. Paa hans Grav ved Vestre Akers Kirke er (1887) rejst en Bronzebuste.

M. Moe, »Det nationale gjennembrud« i »Nordmænd i det 19. Aarh.« [udg. af Gerh. Gran 1902]; »Fra det nationale gjennembruds tid. Breve fra J. Moe til P. Chr. Asbjørnsen og andre« med en biografisk Indledning af A. Krogsvig [1915].