Martin Luther (1483–1546)

Luther [’lot ə r], Martin , Kirkens Reformator, f. 10. Novbr 1483 i Eisleben, d. 18. Febr 1546 smst. Han nedstammede fra en sachsisk Bondeslægt i Möhra, kraftige, selvstændige Folk. Hans Forældre, Hans og Margarete L. forlod snart efter Sønnens Fødsel Eisleben og drog til Mansfeld, hvor Faderen tog Arbejde i Bjergværkerne. Hjemmet var i Beg. fattigt, men L. arbejder sig frem til en vis Velstand, blev Ejer af flere Skakter og Smelterier og senere Husejer og nævnes som en af »de fire i Menigheden«, ɔ: en Slags Byraadsmedlem. Opdragelsen af Martin og af hans Søskende var alvorlig og streng, men ikke urimelig haard, og Forældrene sørgede godt for deres Børn. Hjemmet var kristeligt og kirkeligt, men Kristus stod som den vrede Dommer, og Religiøsiteten var præget af Helgendyrkelse og Overtro. 7 Aar gl kommer Martin i Skole i Mansfeld. Han har senere alt andet end blide Ord tilovers for sin Skolegang, men han lærte noget, bl. a. at beherske det lat. Sprog. I 14 Aars Alderen sendtes han til en Skole i Magdeburg, som lededes af Brødrene af Fælleslivet, og som havde særligt Ry, og et Aars Tid efter til en anden god Skole, Skt. Georg’s i Eisenach, hvor Forældrene havde Slægt og Venner. Hverken disse ell. Forældrene synes dog at have haft Raad til at hjælpe Drengen videre, han maatte som andre Drenge selv hjælpe med til at skaffe Føden ved at synge for Dørene. Men han synes ikke at have lidt Nød, og Fortællingen om Fru Cotta, der optog ham i sit Hus, hører hjemme i Sagnets Verden. L. var 3 Aar i Eisenach, indtil han 1501 blev Student. Hans Fader sendte ham straks til det ansete Univ. i Erfurt, og her begyndte han som alle andre Studenter sine Studier i det artistiske Fakultet. Det var Gramm., Retorik og især Dialektik, som Studenterne opøvedes i, og saa tidligt som overhovedet muligt, nemlig i Efteraaret 1502 tog han sin første akademiske Grad, idet han blev Baccalaureus. Som andre Studenter boede L. i et Studenterhus, Skt. Georgs, hvor alle var under et vist Reglement og Opsyn, men hvor der blev sørget godt for ham. Erfurt var en meget kirkelig By, og en hel Række Munkeordener havde hver sit Kloster i Byen. Erfurts Kirkefester var berømte, og i fl. af Kirkerne var der kostbare Relikvier. Ogsaa Univ. havde sine Fester, som fejredes med kirkeligt Præg og — som L. begejstret fortæller — »med stor Majestæt og Herlighed«. Men i moralsk Henseende stod Erfurt ikke højt; der var megen Usædelighed og Drikkeri bl. Studenterne. L. studerede med Iver de artistiske Videnskaber, læste adskillige lat. Klassikere og dyrkede med særlig Interesse Musik. Han var meget mus., og hele hans Liv igennem var Samværet med gode Venner og »Frau Musica« hans Glæde og Adspredelse i de faa ledige Timer, han havde. Som den næstbedste af 17 bestod L. i Beg. af 1505 Magisterprøven, der var den fornemste Grad i det artistiske Fakultet, og Begivenheden fejredes med Pomp. Faderen var meget tilfreds; nu skulde Martin ind i et af de højere Fakulteter, og det burde være det jur., da han derved senere kunde opnaa en vellønnet Stilling. Og Faderen tænkte videre frem i Tiden og bestemte at »binde ham ved et ærbart og rigt Giftermaal«. Martin var ung og glad og parat til at følge Faderens Anvisninger. I Maj 1505 begyndte han sit jur. Studium. Men det blev brat afbrudt. Han oplevede en stærk religiøs Vækkelse. Under et Uvejr d. 2. Juli slog Lynet ned tæt ved ham, han blev grebet af Skræk for pludselig at dø, og 17. Juli bankede L. paa Augustinereremiternes Klosterport. Det var dog aabenbart ikke denne udvortes Begivenhed alene, som førte L. ind i Vækkelsen, han var kommen til at føle sig staaende for Guds Aasyn og opdagede med Forfærdelse, at han ikke var, som Gud vilde have ham, han var ikke from nok, ikke god nok. Opdagelsen kom med saadan Kraft, at han ikke var i Tvivl om, hvad han skulde gøre. Han vilde lægge sit Liv om, og Klostervejen var da den Vej, som Datiden anviste. L.’s Slægtninge protesterede energisk mod dette Skridt af L., og Faderen fraskrev ham al »Gunst og faderlig Vilje«, men L. lod sig ikke rokke. Han blev Tiggermunk. Den simple Kost, den grove Dragt, de natlige Vigilier, det daglige Arbejde, Askesen, Fattigdommen og frem for alt Opgivelsen af enhver Form for Egenvillie — alt dette tog L. imod og fulgte Ordensreglerne nøje. Samtidig begyndte han paa et nyt Studium, Teologien. Augustinereremitterne havde lærde Mænd ibl. sig, og Erfurtklostret var Ordenens særlige Studiested. Under Ledelse af Dr. Paltz begyndte Luther at studere Peter Lombarder’s Lærebog og de senere Fortolkninger til denne, navnlig af Gabriel Biel o. a. Nominalister. Ogsaa Mystikerne, især Tauler og det anon. Skr. »Den tyske Teologi«, og senere Augustin’s Skr optog L. meget. 1507 blev L. præsteviet, og Faderen overværede hans første Messe. Augustinereremiternes øverste Leder, Johann Staupitz fik en ikke ringe Indflydelse paa L. Staupitz var ikke nogen stor Teolog, og han var ganske bunden i Datidens Religiøsitet, hvorfor han da heller ikke kunde følge L., da dennes reformatoriske Tanker begyndte at udfolde sig, men han var en from Mand, havde sjældne Gaver som Sjælesørger og forstod at lede sine Myndlinge hen til Bibelen. L. har senere Gang paa Gang udtrykt sin Taknemlighed over for Staupitz, fordi han havde hjulpet ham gennem svære Anfægtelser og til Forstaaelse af adskilligt, saaledes til Bibelens Opfattelse af Bod. Staupitz var det ogsaa, der 1508 gjorde L. til Prof. ved det nyoprettede Univ. i Wittenberg, som Kurfyrst Frederik den Vise drømte om at gøre til et aandeligt Centrum i Tyskland. Staupitz var selv Prof. der, og L. skulde nu vejlede Studenterne i de artistiske Fag, samtidig med at han fortsatte sine teologiske Studier ved Univ. Da han havde naaet de to første teologiske Grader, fik han overdraget de sædvanlige Forelæsninger over Peter Lombarder, men i Novbr 1510 maatte han brat standse sin akademiske Virksomhed, idet han og en Kollega fik Befaling til i en vigtig Ordenssag at drage til Rom. De to Munke vandrede paa deres Fod, Vinteren var ualm. barsk, og det var Fastetid næsten paa hele Rejsen, men L. fik stort Udbytte af denne. Ganske vist var han foreløbig betaget af Roms mange hellige Minder, men han kunde ikke undgaa at se meget forargeligt, og senere fik det Bet. for ham, at han havde faaet Indblik i Pavestaden. Han var 4 Uger i Rom, boede i Klostret Santa Maria del Popolo, men benyttede i øvrigt Tiden til — som han senere selv siger — »at løbe som en tosset hellig Mand gennem alle Kirker og Kløfter (ɔ: Katakomberne«). De to Munke maatte vandre hjem med uforrettet Sag, men L. blev nu fast knyttet til Wittenberg, tog den teologiske Doktorgrad 1512 og virkede fra nu af til sin Død uafbrudt som teologisk Prof. i Augustinerklostret, hvor han ogsaa boede. 1512 blev han tillige Underprior og 1515 Tilsynsførende paa 3 Aar for Augustinerklostrene i Distriktet. Ofte vikarierede han tillige for Sognepræsten i Wittenberg. Han havde altsaa nok at gøre. L. var hele sit Liv igennem en flittig Mand. I disse Aar, maaske 1513, sker nu det store religiøse Gennembrud hos ham. Han havde lidt under svære Anfægtelser, pint sig selv med det Spørgsmaal: »Har Gud ikke bestemt dig til at gaa fortabt?« og forgæves søgt at vinde Fred med Gud gennem Askese og Fromhedsøvelser. Men den hellige Skr. hjalp ham igennem. I hans Forelæsninger, der i disse Aar blev holdt over bibelske Skr (Salmerne 1512—14, Romerbrevet 1515—16 og Galaterbrevet 1516—17) hører man Reformationens Tanker gro. Det er især Paulus, som hjælper ham til Fred med Gud og til aandelig Klarhed. Begrebet Retfærdighed tumlede han tidlig og silde med, men Ordet »Den Retfærdige skal leve af Tro« (Rom. 1, 17) skabte Vendepunktet i L.’s Liv. 1513 skriver han: »Guds Retfærdighed hverken eksisterer ell. opstaar i os, hvis ikke vor egen Retfærdighed først falder og gaar tilgrunde«. Han bliver klar over Romerkirkens Semipelagianisme og Gerningsretfærdighed, og tydeligere og tydeligere ser han, at et Menneske ikke ved egen Magt kan overholde Guds Bud ell. gøre sig fortjent til at modtage Guds Naade. Først naar vi ved Guds Naade er bleven retfærdige, kan vi udføre retfærdige Handlinger. 1516 lader han sin Elev Bernhardi og Septbr 1517 en anden Elev Günther opstille og forsvare Sætninger, der bevæger sig i disse Tankegange, og navnlig Günthers Sætninger betragtede L. selv som en Krigserklæring til den raadende kirkelige og teologiske Anskuelse. Men hvor klare og skarpe disse Sætninger end var, vakte de ikke Opmærksomhed. Det gjorde derimod 95 Sætninger, som L. opstillede knap to Maaneder efter, 31. Oktbr 1517, i Anledning af at store Skarer næste Dag, Allehelgensdag, strømmede til Wittenberg for at søge Aflad. I disse 95 Sætninger angribes Afladen, dog ingenlunde med fuld Klarhed, og L. var langt fra at ville røre ved den pavelige Autoritet. Paa den ene Side hævder han den pavelige Aflads Sandhed, men paa den anden Side siger han: »Enhver Kristen, der er oprigtig bedrøvet over sine Synder, han har fuld Forladelse for Straf og Skyld, som bliver ham til Del ogsaa uden Afladsbrev«. Man plejer at regne Reformationen fra disse Sætningers Kundgørelse og kan for saa vidt ogsaa gøre det med Rette, som de gjorde L.’s Navn kendt over hele Tyskland og videre ud, men i og for sig havde L. tidligere begyndt at danne sin nye Anskuelse, og hans Afladsopfattelse er langt fra afklaret. Angrebet paa Datidens Afladspraksis rygtedes helt til Rom, og Kurien søgte dels gennem Augustinergeneralen og dels gennem Kur fyrst Frederik den Vise at faa L. til at falde tilføje. Kurfyrsten havde gennem Spalatin lært L. at kende og blev efterhaanden langsomt vunden for L.’s Anskuelser, om han end altid stod meget forsigtigt og diplomatisk undgik Brud med Rom. Kurfyrsten holdt sig ogsaa personlig fjernt fra L.. kom saaledes aldrig nogen Sinde til at tale med ham. Men han holdt fra første Færd sin Haand over ham. Da L. 1518 blev stævnet til at møde for sin Ordens Generalkapitel i Heidelberg i April 1518, tog han — i Strid med den sædvanlige Munkepligt — Lejde af Kurfyrsten, og Følgen blev, at han ikke som paatænkt sendtes til Rom, ej heller genkaldte, men blot opstillede nye, endnu skarpere Sætninger. I Heidelberg kom han i Berøring med fl. Humanister, og de var begejstrede for ham. Men Humanismen kom aldrig til at betyde noget særligt for L. Det var ham, der paavirkede Humanisterne, ikke omvendt. En af Humanisternes ypperste Mænd, Filip Melanchthon blev paa denne Tid vunden af L. og ansattes som Prof. i Wittenberg. L. gaar nu videre i sin Kritik af Kirkens Lære og Liv, og Kurien udsender en pavelig Legat Cajetan, som skal se at stoppe Munden paa Kritikeren. De forhandler, men uden Resultat. En anden pavelig Udsending havde heller ikke Held med sig, og da Paven trængte til Kurfyrstens politiske Støtte over for Spanien og Frankrig, turde han ikke trænge paa. Situationen blev tvært imod en Overgang den, at Paven endog — for at indynde sig hos Kurfyrsten — antydede, at man maaske kunde gøre L. til Kardinal! Uberørt af disse politiske Machinationer udfolder L. i Aarene 1519—21 hele sin aandelige Rigdom. Det var Reformationens straalende Ungdomsaar. Et Væld af Tanker, nye og dristige, bruser frem. L. staar midt paa den verdenshist. Skueplads. Pave, Kejser, Fyrster, Adelsmænd, Teologer, Borgere og Bønder lytter til hans Ord. I de 3 Aar udgiver L. i alt 70 Skr, deraf fl. af stort Omfang. I Juni 1519 disputerer først hans fremfusende, uklare Kollega Karlstadt og derpaa han selv med en af de mest ansete kat. Stridsteologer Johan Eck i Leipzig og vakte megen Opsigt ved at begynde at kritisere Kirkemødernes Autoritet. Han fremhæver nu den hellige Skr. som den sande Autoritet, og han drager atter Troen frem som det afgørende Moment i Forholdet til Gud. Og netop Troen alene, uden Gerninger og uden egen Fortjeneste. 1520 skrev han et stort Skr. til Adelen, og en af hans Venner kalder det med Rette en Krigstrompet, fordi L. her vil vække Adelen til Kamp mod det uevangeliske Væsen. Og L. tiltaler Adelen djærvt og varmt paa Tysk. Modersmaalets Ret bliver nu opdaget af L. Paa Latin skrev han for Teologerne om »Det babylonske Fangenskab«, som Paven holder Kirken i. Men samtidig med disse Stridsskr. udkom det lille skønne Opbyggelsesskr. »Et Kristenmenneskes Frihed«, der jevnt og forstaaeligt udvikler de nye reformatoriske Grundtanker om Tro og Naade. Men nu tabte Rom Taalmodigheden. 10. Oktbr 1520 tilsendte Eck Wittenberguniv.’s Rektor en Bulle, i hvilken Paven erklærer L. for Kætter. L. var imidlertid ikke mere bange, end at han 10. Decbr brændte Bullen i Nærværelse af Studenter og Venner. Paven søgte nu gennem den smidige Diplomat Aleander at vinde Tysklands nye Kejser, Karl V og faa ham til at dømme L. uden Forhør, men han opnaaede kun, at Kejseren stævnede L. til Worms, hvor han holdt sin første Rigsdag 1521. L. mødte frem for den glimrende Forsamling, og da han blev spurgt, om han vilde tilbagekalde, svarede han efter en Dags Betænkningstid, at hvis han ikke blev overbevist ud fra den hellige Skr. om, at han havde taget fejl, hverken kunde ell. vilde han tilbagekalde. Kejseren turde ikke røre ham, men da han var rejst hjemad, og Kurfyrsten ligeledes var borte, erklærede Kejseren L. i Rigets Akt. Det havde Frederik den Vise imidlertid forudset, og han lod undervejs L. bortføre af maskerede Ryttere og anbragte ham hemmeligt paa Wartburg med Ordre til at holde sig gemt der. Paa Wartburg havde L. svære Tider. Han led af Anfægtelser, og han led af legemlige Svagheder. Men alligevel samler han sig sammen og begynder paany med Energi at skrive. Han udsendte bl. a. et stort Skr. »Munkeløfterne«, hvori han paaviser, at Munkelivet er en stor Misforstaaelse. Men hans Hovedværk paa Wartburg blev Oversættelsen af det ny Test. paa Tysk, hvorefter senere fulgte Oversættelsen af det gl. Test. L.’s Bibeloversættelse er hans litterære Storværk. Den blev Folkebibelen i de tysktalende Lande og Forbilledet for Bibeloversættelser i de andre Lande, hvor Reformationen vandt Indgang. L. var en i Historien næsten enestaaende Sprogmester. Med Udgangspunktet i det sachsiske Kancellisprog omformede og berigede L. Sproget, især ud fra mellemtysk Dialekt, og saa havde han Evnen til at forme rammende Udtryk og sætte Ordene i Stil. Mere endnu end hans sproglige Færdighed betød dog hans aandelige Forstaaelse for de hellige Forf. 1522 udkom det Ny Test., og det første, store og dyre Oplag reves bort i tre Maaneder. Ved Oversættelsen af det Gl. Test. havde L. Hjælp af sine Venner, især af Melanchthon. Hele Bibelen udkom 1534. Under L.’s Wartburgophold havde Forholdene i Wittenberg imidlertid udviklet sig i uheldig Retning. Melanchthon skulde være den aandelige Leder, men han var alt for tilbøjelig til at lempe sig og mægle, og Karlstadt tog Ledelsen. Men Karlstadt savnede Besindighed og Hensynsfuldhed, han gik voldsomt frem mod alle kat. Misbrug og viste Tilbøjelighed til Sværmeri. Der blev Uro i Byen, Kurfyrsten blev betænkelig, og Reformationsværket kom i Fare. Rygterne herom naaede Wartburg, og L. besluttede efter moden Overvejelse at forlade Tilflugtsstedet. 6. Marts 1522 var han atter i Wittenberg, og han forstod at bringe alt i Orden. Nu begynder hans kirkeorganiserende Gerning. Han var klar over, at det ny Kirkesamfund skulde bygge paa Guds Ord, og at derfor alt, hvad der stred mod Guds Ord — som Munkeløfter og adskillige Partier af den gl. Gudstjeneste — maatte fjernes, men han var tillige en hensynsfuld og konservativ Natur, som ikke vilde bruge Vold, og som ikke krævede Ensartethed i Kirkeskikkene. Prædiken paa Modersmaalet, Salmesang, Daab og Nadver skulde være Hovedpunkterne i Gudstjenesten. L. blev selv Salmedigter. Han skrev i Aarenes Løb en Række Salmer, ogsaa enkelte Melodier, og hans Kærnesalme »Vor Gud han er saa fast en Borg« er den Dag idag hele Protestantismens Kampsang. L.’s Syn paa Kirke og Stat er udpræget patriarkalsk. Han taler stadig om Nødvendigheden af en kristelig Øvrighed, og han er ikke bange for at lade en saadan ordne Kirkens rent ydre Former. Da de rigtige Biskopper svigtede Reformationens Sag, foreslog L. Landsfyrsten at være »Nødbiskop«, thi Orden skulde der være i Kirken, men Landsfyrsten skulde vel at mærke være en god Kristen. For Skolevæsenet nærede L. stor Interesse, og han vil have gode Lærere. Til Hjælp ved Undervisningen i den kristelige Børnelærdom skrev han sit mest kendte Skr., den lille Katekismus. Hans saakaldte store Katekismus er en tilsvarende Haandbog for Præster. L. var ogsaa et Stykke af en social Reformator. For det første tog han sig varmt af Fattige og Syge. Ubemidlede Studenter bespiste han ved sit Bord. Og vi har mange Breve fra ham, hvori han taler Nødlidendes Sag. Men dernæst ønskede han en Række sociale Reformer, Tiggeriets Afskaffelse og Indførelse af en ny Form for Fattigpleje, og baade i Wittenberg og andetsteds blev hans Planer realiserede. Men den rolige sociale Udvikling blev brudt af Bondeoprøret 1525. Bønderne rejste sig mod deres Herrer, plyndrede, skændte og brændte, og det saa ud, som hele Tyskland skulde gaa op i Flammer. L. kastede sig med hele sin Autoritet og hele sin Personlighed mellem de to stridende Parter og søgte først at faa Fyrsterne til at give efter. Men da Bønderne viste sig ganske ustyrlige, skrev han et voldsomt Skr. imod dem og opfordrede Øvrigheden til at slaa dem ned. Bondeoprøret skilte L. af med mange, som hidtil havde været hans Tilhængere. Og samme Aar havde han et stort Opgør med Datidens lærdeste Mand, Erasmus, der efter lang Overvejelse traadte op som den kat. Læres Advokat og angreb L.’s Lære om, at Mennesket intet kan gøre ved egen Kraft for at erhverve Guds Velbehag. Mod Erasmus skrev L. et af sine teologiske Hovedskr, »Den bundne Vilje«, hvori han hævder sit Standpunkt skarpt og til yderste Konsekvens. Endelig blev 1525 et Mærkeaar derved, at L. ganske uventet giftede sig, nemlig med en tidligere Nonne, Katharina af Bora. Hun var 26 Aar gl, sund og kraftig, dygtig til huslig Gerning, energisk og praktisk, men ikke højt begavet og heller ikke nogen Skønhed. Ægteparret fik Bolig i Klostret og skabte her Forbilledet for den evangeliske Præstegaard. De fik i alt 3 Sønner og 3 Døtre. Paa dette Tidspunkt var Reformationen udbredt over hele Tyskland, og vandt fl. og fl. Tilhængere i Nabolandene. Men nu opstod der en Spaltning inden for de Evangeliske. Zwingli og efter ham Calvin skilte sig ud, og der opstod en »reformert« Kirkeafdeling ved Siden af den »lutherske«. Samtidig med denne Splittelse havde Kejser Karl en politisk Opgangsperiode, og han vilde nu prøve at bringe Orden i de kirkelige Forhold i Tyskland. Det skulde ske paa Rigsdagen i Augsburg 1530, og der anmodede han de Evangeliske om at fremlægge en Bekendelse. Det gjorde de. Denne augsburgske Bekendelse, som blev den lutherske Kirkes officielle Bekendelsesskr. ved Siden af L.’s lille Katekismus, forfattedes af Melanchthon, men godkendtes af L. Han kunde som erklæret i Rigets Akt ikke møde frem paa Rigsdagen, men opholdt sig paa det nærliggende Slot Koburg, hvorfra han stod i næsten daglig Forbindelse med sine Venner, men hvor han ogsaa gennemgik en aandelig Krise som i sin Tid paa Wartburg. Rigsdagen sluttede uden Forlig, og de kat. Fyrster sluttede sig truende sammen. L. havde hidtil bestemt modsat sig enhver politisk Aktion mod Kejseren, men Juristerne fik ham nu til at tillade de evangeliske Fyrster og Stæder at slutte et Forsvarsforbund. I øvrigt optoges begge Partiers Opmærksomhed af det uhyggelige Gendøberrøre i Münster 1534—35, og de kvalte det i Forening. L. havde i det hele svære Aar, men han holdt ud og stred med Mund og Pen for Evangeliets Sag. Et alvorligt, om end undskyldeligt Fejlgreb begik han og Melanchthon dog, idet de gav Landgrev Filip af Hessen en betinget Tilladelse til at indgaa nyt Ægteskab ved Siden af det gl. Da Sagen kom ud, blev Melanchthon saa oprevet, at han faldt i en dødelig Sygdom. L. ilede til ham, anraabte Gud om at gøre ham rask og kaldte ham næsten mod hans Vilje tilbage til Livet. L.’s eget Helbred var ikke godt. Han plagedes af Nyrekolik, Gigt, nervøs Hovedpine og Øresmerter. I Novbr 1545 sluttede han sine Forelæsninger paa Univ., og 18. Febr. 1546 døde han under en Rejse i sin Fødeby. L.’s personlige Fremtræden gjorde sædvanlig et stærkt Indtryk. Han havde »gennemtrængende« Øjne, siger en Modstander, »Falkeøjne«, siger en Ven. Han havde en »klar og ren« Sang- og Talestemme og prises for sin mærkelige Evne til ex tempore at skrive en Bog og holde en Prædiken. Han var en ualm. flittig Mand og havde dog altid Tid til at dyrke Samværet med Venner og Elever, som han gæstfrit samlede ved sit Bord. Hans livlige og rammende Udtalelser under saadant Samvær er optegnede af fl. af Deltagerne, og disse »Bordtaler« af L. giver et livfuldt Billede af den store Reformator. Af L.’s talrige Skr er der ikke blot mange Enkeltudgaver paa forsk. Sprog, men ogsaa fl. Forsøg paa samlede Udgaver. Men endnu foreligger der ikke nogen samlet Udgave af alle hans Værker. Nævnes kan Walch ’s Udgave (24 Bd, Halle 1740—53, udg. paa ny af Missouri-Synoden 1881 ff.), i hvilken de lat. Skr er oversatte paa Tysk, og Erlanger-Udgaven (tyske Skr, 67 Bd., 1826—57, lat. Skr. 38 Bd, 1829—86). En »Kritische Gesammtausgabe«, den saakaldte Weimarudgave, i Kvart, er den første virkelig tilfredsstillende Udgave; den omfatter 64 Bd, men er ikke afsluttet (1883 ff.). Bl. mindre Udgaver af udvalgte Værker maa nævnes »Luthers Werke fürs christliche Haus« (8 Bd, 1889—93) med 2 Supplementsbind (1905), men særlig »L.’s Werke in Auswahl«, 4 Bd (1912—13), L.’s Breve er udgivne af de Welle (Bd 1—5, Berlin 1825—28) og Seidemann (Berlin 1856), ny Udgave ved Enders (1884 ff., ufuldendt). Paa Dansk og Norsk er naturligvis hans lille Katekismus udkommen i Oversættelse og Bearbejdelse talløse Gange. Af hans Prædikener er der udk. talrige Oversættelser og Udvalg, saaledes Huspostillen, oversat første Gang 1564 af Tidemand , i ny Udg. ved T. S. Rørdam 1868, Kirke- og Huspostille ved I. Thisted , 5. Udg. 1875, ny Udg. ved V. Beck 1890 ff., paa Norsk 1898: »L.’s reformatoriske Skr i Udvalg«, oversatte af J. Kaper med hist. Indledninger af Fr. Nielsen (1883); P. Severinsen : »M. L.’s Liv og Hovedværker« I—V (1910—14); A. S. Poulsen : »Udvalgte Breve af M. L.« (1921); paa Norsk udgav Bugge »Udvalgte Skrifter af M. L.« (1861—64). Litt. om L. er uoverskuelig. Som de vigtigste Biografer nævner vi J. Köstlin , I—II, (5. Udg. ved Kawerau 1903), norsk Overs. (1883—85); Th. Kolde I—II, (1884—93); G. Buchwald (2. Udg 1914); Adolf Hausrath I—II (3. Udg. 1913—14); O. Scheel I—II (ufuldendt) (1916—17) og W. Walther , »L.’s Charakter« (1917), overs. paa Dansk af A. S. Poulsen (1917); fremdeles V. Ammundsen , »Den unge Luther« (1907); G. Jørgensen , »L. og hans Tid« I—III (1903—08); Hjalmar Holmquist , »M. L.« (1917) og Alfred Th. Jørgensen , »L.« (1917). Fra kat. Side maa især nævnes to Værker, H. Denifle , »L. und Luthertum« I—II (1906—09) og H. Grisar , »L.« I—III (1911—12). Om L.’s Teologi og Kristendomssyn handler bl. a. J. Köstlin : »L.’s Theologie« I—II (2. Udg. 1901); Th. Harnack , »L.s Theologie« I—II (1862—86); W. Walther , »Für L. wider Rom« (1906); Nathan Söderblom , »Humor och Melankoli och andra L.-studier« (1919); J. Sjöholm , »L.’s åskådning i kampen mot klosterlifvet« (1908); H. Boehmer , »L. im Lichte der neueren Forschung« (3. Udg. 1914); W. Walther , »Das Erbe der Reformation« I—IV (1903—17) og samme , »Zur Wertung der Reformation« (1909); Harnack ’s, Loofs ’s og Seeberg ’s Dogmehistorier; P. Tschackert , »Die Entstehung der lutherischen u. der reformierten Kirchenlehre« (1910); Henri Strohl , L’évolution religieuse de L. jusqu’en 1515 (1922); Alfred Th. Jørgensen , »L.’s Kamp mod den rom.-kat. Semipelagianisme« (1908).